23948sdkhjf

Netto-medarbejder fra Viborg fandt skorpion blandt grøntsagerne

Viborg: Søndag eftermiddag fik en Netto-medarbejder i Viborg sig et kæmpe chok.

En ubuden og meget eksotisk gæst havde nemlig sneget sig ind over grænsen og op på butikkens grøntsagshylder.

Mellem selleri, salat og auberginer så medarbejderen ifølge Viborg Stifts Folkeblad en lille, sort skorpion i butikken i Vesterbrogade. Det oplyser lokalpolitiet i Viborg torsdag morgen.

Skorpionen, som var mellem fire og fem centimeter lang, fik sig efter kort tid en tur ned i et syltetøjsglas, hvorefter butikspersonalet kontaktede Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.

- Det her er noget, der sker en gang imellem, og det ser ud til, at historien ender lykkeligt, siger politikommissær Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi til Viborg Stifts Folkeblad.

Ifølge ham skal den ubudne gæst nemlig ikke ende sit liv i syltetøjsglasset. Den må nu håbe på, at nogle venlige sjæle vil give den asyl, og politiet oplyser, at det meget vel kunne blive i en zoologisk have.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137