23948sdkhjf

Knap hver tredje indbrudssag henlagt uden efterforskning

Godt 16.000 anmeldte indbrud i Danmark for både private og erhverv blev i 2018 henlagt, uden at der blev taget skridt til at efterforske sagen.

Indsamling af fingeraftryk, dna og andre spor bliver helt undladt i tusinder af indbrudssager på tværs af Danmark.

Det viser tal, som Jyllands-Posten har fået indsigt i hos Rigsadvokaten.

I 2018 blev 16.046 indbrudsanmeldelser således henlagt uden efterforskning – svarende til 29,3 pct. af alle anmeldte indbrud i private hjem, erhverv og fritidshuse.

Sådanne henlæggelser kan bl.a. ske, hvis en anmeldelse vurderes som grundløs, eller hvis der ikke er »relevante efterforskningsmuligheder«.

Ifølge Politiforbundet er tallene et udslag af »benhård prioritering« grundet »alt for mange opgaver til alt for få hænder« rundtom i landets efterforskningsafdelinger.

- Det er dybt fortvivlende, at så mange indbrud bare bliver lagt til side, uden at der sker efterforskning. Vi lægger sager til side, som kunne være opklaret, hvis vi havde ressourcerne til at gøre det, siger formand Claus Oxfeldt.

Ifølge et notat fra Rigsadvokaten skal en sag registreres som efterforsket, hvis der f.eks. er foretaget en gerningsstedsundersøgelse »med henblik på at udfinde dna, fingeraftryk, opbrudsmærker, værktøjsspor sålaftryk mv.«, uanset om indsatsen kaster brugbare spor af sig eller ej.

Samlet set blev 90,5 pct. af i alt 54.733 anmeldte indbrud i 2018 henlagt, uden at der blev rejst en sigtelse imod en mulig gerningsmand.

I Rigspolitiet kan kommunikationsdirektør Anders Frandsen ikke redegøre nærmere for, hvorfor det i hvert tredje tilfælde sker uden efterforskning: Men han lægger ikke skjul på, at der generelt foregår en løbende prioritering.

- Det vil altid være en konkret vurdering hos dem, der sidder med sagen, om der skal foretages yderligere efterforskning eller ej. Men vi vil meget gerne have bedre sigtelses- og opklaringsprocenter på indbrud. Det skal jeg være den første til at indrømme, siger han. 

Justitsminister Nick Hækkerup kalder det »alvorligt«, at så mange sager henlægges uden efterforskning, og vil »drøfte politiets prioritering« i forhandlingerne om et nyt politiforlig i 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093