23948sdkhjf

Stærk sommerkollektion har øget salget for H&M

Både salg og indtjening stiger for svenske H&M, der ifølge topchefen har taget en større bid af tøjmarkedet.

Svenske Hennes & Mauritz (H&M) havde fin succes med sin sommerkollektion, og det har bidraget til et stigende salg for tøjgiganten.

Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, der løb fra 1. juni til 31. august.

I perioden har H&M samlet solgt for 62,6 milliarder svenske kroner. Det er i svenske kroner en stigning på 12 procent i forhold til samme kvartal året før.

Ifølge selskabets topchef, Karl-Johan Persson, har H&M blandt andet nydt godt af en vel modtaget sommerkollektion og øgede markedsandele.

- En vel modtaget sommerkollektion og øgede markedsandele viser, at vi er på rette vej med vores transformationsarbejde i forhold til at møde kundernes fortsat stigende forventninger til os, siger Karl-Johan Persson i regnskabet.

På bundlinjen bidrog H&M's øgede salg i tredje kvartal til at give et overskud efter skat på 3,9 milliarder svenske kroner. Det var 25 procent højere end i den samme periode året før.

I regnskabet fra H&M fremgår der ikke salgstal for den danske forretning.

Men til gengæld fremgår det, at nabolandet Tyskland har været H&M's største geografiske marked med en omsætning på ni milliarder kroner.

Næststørste var USA med en omsætning på 8,2 milliarder kroner.

H&M, som ejer flere tøjbrands som eksempelvis COS, Monki og Weekday, havde ved udgangen af august samlet set 4972 butikker på globalt plan.

Langt størstedelen, 4414 stykker, var H&M-butikker.

På verdensplan har H&M i dag omkring 177.000 medarbejdere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11