Sportmaster: Sko blev snittet i ved en fejl
I går fortalte Retailnews historien om, hvordan skolepigers fund af en mængde nye men ødelagte sko i en container bag en Sportmasterbutik førte til, at aktivister onsdag flere steder demonstrerede uden for kædens butikker.
Sportmaster erkender, at skoene er blevet ødelagt af butikkens personale, men siger, at det ikke er normal procedure at snitte i sko, der kan bruges til velgørenhed.
Administrerende direktør for Sportmaster, Sofie Lindahl-Jessen, svarer på kritikken:
Hvad er der sket – hvorfor kan pigerne finde sko i en skraldespand?
- Først og fremmest er det vigtigt for mig at undskylde. Der skal ikke være brugbare sko fra Sportmaster i en skraldespand og overskudsvarer, som vi ikke kan sælge, skal ikke beskadiges, siger Sofie Lindahl-Jessen.
- Vi har en procedure for, hvad vi skal gøre med brugbare varer, der ikke kan sælges. De skal bruges til velgørenhed. Og når og hvis det ikke sker, så siger vi undskyld.
Men hvorfor skærer I skoene op?
- Der er sket en fejl her i denne ene butik. Det undskylder jeg for og det må ikke ske igen. Det er imod vores politik. Vores politik er, at sko vi ikke kan sælge, skal gives til velgørenhed. Der skal ikke være brugbare sko fra Sportmaster i en skraldespand og overskudsvarer, som vi ikke kan sælge, skal ikke beskadiges.
Men der er jo skåret i de sko pigerne har fundet?
- Der er sket en fejl i denne ene butik. Det er imod vores politik og jeg undskylder for det. Der skal ikke være brugbare sko fra Sportmaster i en skraldespand og overskudsvarer, som vi ikke kan sælge, skal ikke beskadiges. Der er sket en fejl, og vi tager ansvar for, at alle vores butikker kender vores politik. Brugbare sko skal gives til velgørenhed.
Vi skal sælge vores varer i butikkerne. Efter en given periode kan varer komme på udsalg i butikkerne og senere kan prisen sættes yderligere ned. Det kan gøres af flere omgange. Dernæst søges varerne solgt i pop-up-shops, ved torvedage osv.
I outlettet i Holbæk samles de resterende varer samt varer, der er kommet retur fra Sportmasters onlineshop. Her kan vi ofte ’parre’ sko på ny, så de fx har samme størrelse eller er parret korrekt som højre og venstre-sko og dermed sikre, at flere sko bliver solgt – til en lav pris. På den måde sikres det, at der er meget få varer, som ikke sælges.
Når der er overskudsvarer, som egner sig til at blive givet væk, så er det vores politik at give varerne til velgørende organisationer.
Hvad gør I hos Sportmaster for at undgå, at det sker igen?
- Vi har en politik for, hvad der skal ske med usælgelige varer. Den politik sender vi til alle butikker igen og følger op med butikker, at de føler sig trygge ved politikken og forstår, hvad de kan og må gøre. Desuden har vi udpeget en central koordinator, der skal svare og hjælpe butikker, der er i tvivl.
Hvorfor vil I ikke svare pigerne?
- Vi vil meget gerne både svare og undskylde. Brugbare sko skal ikke beskadiges og havne i en skraldespand. Vores direktør har rakt ud til pigerne og inviteret til dialog og møde. Det afviste pigerne desværre. Det er vi kede af, for de ønsker, at vi svarer – og det vil vi gerne. De henviste os i stedet til aktivist Fabian Vennekilde. De har onsdag morgen til P4 sagt, at de mener, at de nu har fået svar.
Hvad synes I om de varslede demonstrationer onsdag?
- Vi er faktisk fulde af beundring for unge, der engagerer sig i, hvordan vi forbruger, og hvordan vi bliver mere bæredygtige. Og vi havde bedt alle vores butikker, om at tage pænt imod de unge, der måtte stille op.
Meldingen fra vores butikker rundt om i hele landet er, at få steder har de set en enkelt eller to unge tage et billede med et skilt ude foran butikken.