23948sdkhjf

Walmart stopper salg af e-cigaretter efter flere dødsfald

På grund af øget regulering og usikkerhed om produktet vælger Walmart at fjerne e-cigaretter fra hylden.

Den store amerikanske supermarkedskæde Walmart har besluttet sig for at indstille salget af e-cigaretter.

Det oplyser kæden fredag i en udtalelse ifølge det amerikanske medie CNBC.

- På grund af øget og mere kompleks føderal, statslig og lokal regulering og på grund af usikkerhed om e-cigaretter så planlægger vi at indstille salget af elektroniske produkter med nikotin, lyder det fra Walmart.

Der er den seneste tid kommet stor fokus på e-cigaretter i USA.

Torsdag meddelte USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), at syv personer har mistet livet, og 530 personer har fået lungerelaterede sygdomme, der mistænktes at være forårsaget af e-cigaretter.

Antallet af sygdomsramte er dermed steget fra 380 personer for en uge siden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters skriver desuden, at en ottende person er død af en lungesygdom, der mistænkes at være forårsaget af e-cigaretter.

Udbruddet er taget drastisk til de seneste måneder. Det fremgår dog ikke af CDC's oplysninger, inden for hvilken periode de otte personer er døde, og de knap 600 personer er blevet smittet.

Udbruddet har fået USA's præsident Donald Trumps administration til at se på at skærpe reglerne for salg af e-cigaretter med smag.

Der har været meldinger om sygdomsramte personer i 38 forskellige amerikanske delstater samt territoriet De Amerikanske Jomfruøer.

CDC skriver, at næsten tre fjerdedele af de sygdomsramte er mænd.

Det lyder desuden, at mange af tilfældene har involveret e-cigaretter indeholdende THC. Det er et af de euforiserende stoffer i cannabis.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109