23948sdkhjf

Socialt udsatte: Sæt både cigaretpris og ydelser op

Prisen på cigaretter kan godt sættes højt, så længe ydelser for socialt udsatte også hæves, mener råd.

Flere skal kvitte smøgerne, men det må ikke slå bunden ud på socialt udsattes økonomi. Det mener regeringen, som ønsker, at prisen per pakke cigaretter skal ligge på 50 kroner.

Men Rådet for Socialt Udsatte har ikke været med til at vurdere, hvad prisen bør være. Det siger Jann Sjursen, der er formand for rådet.

- Vi har ikke sagt, hvor meget en pakke cigaretter bør koste.

- Det eneste, vi har sagt i den sammenhæng, det er, at der må være en sammenhæng mellem at lade afgifterne stige, og hvordan man så kan kompensere i forhold til overførselsindkomster, siger han.

Mens en lang række politiske partier, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen har argumenteret for, at prisen mindst bør ligge på 60 kroner, er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tilfreds med det mindre beløb, som han kalder "markant".

- En stigning på ti kroner er altså mærkbart, når det handler om børn og unge. Desuden har vi et ansvar for de allersvageste i samfundet.

- Rådet for Socialt Udsatte er meget bekymret for, at de mennesker, som har problemer, ikke kan holde op med at ryge, og at man risikerer at slå bunden ud af deres pensioner, hvis man blindt sætter tobakspriserne op, siger han til avisen Danmark.

Jann Sjursen giver ministeren ret i, at personer, der netop har en mere trængt økonomi, i højere grad bliver påvirket af prisstigningerne.

Men priserne på tobak må for så vidt gerne stige mere, da socialt udsatte ligesom alle andre også reagerer på markante prisstigninger, pointerer han.

- Vi synes bare, det er rimeligt i forhold til dem, som ikke reagerer ved at stoppe med at ryge, at man ser på at kompensere dem på anden vis, siger Jann Sjursen.

Han mener, at regeringens bebudede ydelseskommission også bør medregne de formodede stigende tobakspriser i sin kommende undersøgelse.

Også Karin Friis Bach, der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, mener, at et mindre prishop er en forkert løsning.

- Sociale problemer skal ikke løses ved at gå på kompromis med unge menneskers helbred. De bør i stedet håndteres via serviceloven, siger hun i et skriftligt citat.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11