23948sdkhjf

Politiet undersøger eksplosion på pizzeria i Vanløse

Intet tyder på, at der er tilskadekomne, oplyser politiet i forbindelse med en eksplosion på et pizzeria.

Københavns Politi undersøger en anmeldelse om en eksplosion i et pizzeria på Jyllingevej i Vanløse.

Det fortæller vagtchef Kristian Rodin tidligt onsdag morgen.

- Jeg kan godt bekræfte, at der har været en eksplosion, som har givet et højt brag. Det har været temmelig kraftigt, siger han.

Politiet kan ikke med sikkerhed afvise, at der er tilskadekomne, men der er intet, som tyder på det.

- Pizzeriaet havde lukket, da det skete, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om eksplosionen på pizzeriaet Pizza 73 klokken 05.40.

I forbindelse med hændelsen er Jyllingevej onsdag morgen spærret mellem Ålekistevej og Jernbane Allé.

Derfor opfordrer politiet til, at bilister finder alternative veje i morgentrafikken.

Ifølge vagtchef Kristian Rodin forventes området at være afspærret frem til omkring middag, muligvis længere.

Politiet efterlyser desuden vidner, der kan have set noget mistænkeligt omkring klokken 05.40.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefonnummer 114.

Billeder, som B.T. og Ekstra Bladet bringer, viser, at fem store vinduespartier er blæst ud af pizzeriaet, ligesom det flyder med glas på fortovet og vejen. Også døren til pizzeriaet er blæst ud.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071