23948sdkhjf

Regeringen vil forbyde farlige stoffer i bagepapir

Det skal være slut med at bruge fluorstoffer, der hjælper med at afvise smuds og vand, mener regeringen.

Når produkter som madpapir, muffinforme og paptallerkener er gode til at afvise vand og snavs, skyldes det ofte såkaldte fluorstoffer.

Men stofferne er ifølge flere danske forskere og organisationer meget skadelige, og derfor vil regeringen forbyde stofferne i mademballage. Det skriver Politiken mandag.

- Jeg har nu taget initiativ til et forbud mod fluorstoffer i mademballage. Jeg vil ikke acceptere en risiko for, at de sundhedsskadelige fluorstoffer vandrer fra indpakningen over i vores mad, skriver fødevareminister Mogens Jensen (S) på Twitter.

Forbuddet skal efter planen gælde både danske varer samt varer fra udlandet. Forbuddet er sat i høring, og Fødevarestyrelsen forventer, at forbuddet træder i kraft i juli 2020.

Mogens Jensen får ikke svært ved at få et forbud igennem Folketinget.

- Vi er meget åbne over for forslaget. Men det er en åben dør, ministeren her sparker ind. For vi kom allerede med forslaget i februar, siger bæredygtighedsordfører for Venstre Marie Bjerre.

- Selvfølgeligt skal der ikke være skadelige stoffer i vores emballage. 

Der er i årtier blevet advaret mod fluorstofferne - der ikke må forveksles med fluor i tandpasta, som er et helt andet stof.

Fluorstofferne skaber den glatte hinde, som man kan se i nogle pizzabakker, på paptallerkener og indersiden af poser til mikrobølgeovnspopcorn. De sikrer, at materialerne ikke gennemvædes af fedt og anden væske.

De har dog også en slagside. De er svære at nedbryde, og derfor kan de være i både havmiljø og grundvand i meget lang tid.

Herigennem kan både dyr og mennesker få dem i kroppen. Og det er et problem, mener Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- De ophober sig i os mennesker, og man kan ikke selv slippe af med fluorstoffer. Det er nogle, som kroppen selv stille og roligt skal skille sig af med.

- De blev opfundet i 30'erne og 40'erne, og på den måde har man brugt dem i rigtig mange år uden rigtig at kigge på, hvad de har af negative effekter, siger han.

De negative effekter tæller både øget risiko for kræft, dårligere immunforsvar, øget abortrisiko og hormonforstyrrelser. 

En rapport fra Nordisk Ministerråd fastslog i marts i år, at mellem 750 og 1250 mennesker i Norden hvert år mister livet på grund af fluorstoffer.

Foruden emballage findes fluorstofferne også i eksempelvis vintertøj og tandpasta. Produkter, der har det nordiske miljømærke Svanemærket, er dog uden fluorstoffer i emballagen, oplyser Claus Jørgensen.

Han håber, at der på sigt kommer et totalforbud mod fluorstofferne både i Danmark og EU.

Dansk Erhverv advarer dog mod et nationalt forbud, som organisationen frygter kan give problemer for dansk erhvervsliv. Kræfterne bør koncentreres på at få et EU-forbud igennem, mener organisationen.

Hos Coop, der har forbudt fluorstoffer i alle egne varemærker siden 2015, hilser man regeringens initiativ velkommen.

- Det har i mange år været kendt, at fluorstoffer skader vores miljø og kædes sammen med flere alvorlige helbredseffekter. Vi mener derfor, at regeringens forbud vil beskytte borgerne, udtaler Malene Teller Blume, der kvalitetschef i Coop, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128