23948sdkhjf

Det vælter stadig frem med nye øl

For sjette år i træk kommer der over 1.000 nye danske øl på markedet i år. Det åbne spørgsmål er, om 2019 bliver et rekordår, konstaterer Bryggeriforeningen i en pressemeddelelse.

Den eksisterende rekord er de 1.825 nye øl, som de danske bryggerier sendte ud til forbrugerne sidste år. Dermed kunne forbrugerne i gennemsnit hver eneste dag året rundt vælge mellem præcist fem nye øl fra et dansk bryggeri.

Beerticker, der står bag årsopgørelserne, har orienteret Bryggeriforeningen om, at øl nummer 1.000 nu er anerkendt på 2019-listen.

Det blev Wop Wops på 7,5 % fra bryggeriet To Øl – en såkaldt New Zealand Pale Ale, fordi der er brugt de new zealandske humler Motueka, Nelson Sauvin, Pacific Gem og Wakatu. Navnet på øllen står på hovedet, da det er humler fra “Down Under”.

- Vi siger skummende tillykke til Wop Wops, som pudsigt nok fås som dåseøl, hvilket stemmer rigtig godt overens med en af årets tendenser: Antallet af nye øl på dåse er kraftigt stigende, siger Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen.

At netop en øl fra To Øl blev nummer 1.000 er ikke helt overraskende. Med 149 nye øl stod To Øl bag flest af de 1.825 nye øl i 2018 – 8 % af alle øl.

To Øl begyndte som et såkaldt kontraktbryggeri, der fik brygget langt det meste øl ved et belgisk bryggeri. Men al produktion flyttes nu hjem til Danmark, hvor To Øl er i fuld gang med at etablere et topmoderne bryggeri. Det får en foreløbig årlig brygkapacitet på tre millioner liter øl på den gamle Beauvais-fabrik i Svinninge på Vestsjælland – også kaldet To Øl City.

To Øl har også ambitioner om at behandle øl som mælk – nemlig med ubrudt kølekæde fra bryggeri til forbrugerens køleskab.

Det er en fremtid som Bryggeriet Åben ved Kolding allerede nu har taget hul på med en ny kølecontainer, hvor det frisktappede øl opbevares, nævner Bryggeriforeningen.

Som altid er der stor opfindsomhed med navne blandt de danske bryggerier, viser Beertickers liste. Eksempler er Ant Farm Annihilator fra BRAW, Alefarm Brewings Kaleidoscopic Octopus og Teethgrinding of Tanngost fra Munkebo Brewery.

Også hvad angår ingredienser, får idéerne frit løb: To Øl har brygget en Pale Ale med bambus og bergamot til Bistro PanPan i Zoologisk Haves pandaanlæg. Dry & Bitter’s Pineal Grand er en såkaldt Piña Colada DIPA med ananas, kokos og laktose. Og Penyllan står bag Roxy Cognac And Bordeaux - en blended øl på 1 2%, der har lagret på brugte Cognac- og Bordeaux-træfade.
Læs mere om: øl
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078