23948sdkhjf

Det skal du vide om Apples spritnye betalingskort

Apple vil lancere et nyt betalingskort i løbet af august. Her er, hvad du skal vide om det strømlinede titanium-kort.

Teknologigiganterne hviler ikke på laurbærrene. Flere er nemlig blevet lune på betalingsløsninger. 

Facebook barsler med sin egen kryptovaluta, og ved tirsdagens offentliggørelse af Apples kvartalsregnskab løftede topchef Tim Cook sløret for, at Apple i august vil begynde udrulningen af sit eget betalingskort med navnet Apple Card i USA.

Her er, hvad du skal vide, før du overvejer at svinge et betalingskort med det velkendte æble på.

1) Banken bag

Apple er ikke alene om kreditkortet. Det er nemlig den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der kommer til at være maskineriet bag Apple Card, og selve kortet bliver udstedt af Mastercard.

Og derfor tror Henning Jensen, som er betalingskonsulent og indehaver af rådgivningsvirksomheden PlusCON, at det bliver en dyr fornøjelse.

- Det kommer til at koste noget årligt at have kortet. Så betaler du sandsynligvis også for, at du får nogle forsikringer med, forudser han.

Ved at samarbejde med en bank og en betalingskortvirksomhed adskiller Apple Card sig altså også fra Apple Pay, som udelukkende er en digital "wallet", som er knyttet til ens egen bank.

Bruger man Apple Card som et digitalt kort, kommer det til at ligge i ens digitale wallet.

2) Anonymitet

Hvis du kigger på dit almindelige betalingskort, ser du de 16 tal, der udgør kortnummeret, der er en udløbsdato og en trecifret CVV-kode på bagsiden.

Alt det er væk på det strømlinede Apple Card. Tallene bliver nemlig autogeneret ved hver ny transaktion ifølge teknologimediet The Verge.

- Det kan være en sikkerhedsfordel. Der kommer også til at være flere sikkerhedsforanstaltninger, så du ikke skal være bekymret, hvis det bliver stjålet. Eksempelvis at dit ansigt eller fingeraftryk skal skannes, før du kan bruge det, siger Henning Jensen.

3) Cash back

Apple barsler også med nogle fordelsprogrammer i form af cash back. Det betyder, at når du betaler via Apple Pay eller køber Apple-produkter, får du en lille procentdel af beløbet sat tilbage på din konto.

Ida Marie Moesby, som er økonom hos Forbrugerrådet Tænk, siger, at fordelsprogrammerne kan virke fristende, men at man skal huske at afsøge markedet, før man bider på.

- Mange kort tilbyder forskellige fordele, så man skal tænke over, hvad ens behov egentlig er og så kigge sig godt omkring, råder hun.

- Måske er det slet ikke et Mastercard, som er et kreditkort og ikke et debetkort, man har brug for.

For at gøre brug af det digitale Apple Card kræver det, at man har en iPhone, da det er det eneste sted, ens wallet fungerer.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere klaget til Konkurrencestyrelsen over, at chippen i iPhone er låst for andre betalingsløsninger, og at Apple dermed misbruger sin dominerende position. 

Klagen blev afvist blandt andet med begrundelsen, at Apple ikke har udkonkurreret andre på markedet.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078