23948sdkhjf

Top 10: Her er virksomhederne der har flest ledige i aktivering

Detailhandlen er den branche, der tager langt det største antal ledige i aktivering - enten med løntilskud eller i virksomhedspraktik.

Når du køber mælk eller rugbrød i Netto, Fakta, Brugsen eller Føtex, har du stor chance for at møde en ledig i aktivering.

Dagligvarebutikkerne er nemlig de virksomheder, som har langt de fleste kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse i jobaktivering. Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, skriver Fagbladet 3F.

De to største dagligvarekæder herhjemme, Coop og Salling Group, tegner sig tilsammen for omkring halvdelen af de 20.240 personer, der var i virksomhedspraktik eller løntilskud i større virksomheder i 2018, viser tallene.

Det kommer ikke bag på arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Peter Halkjær, at detailhandlen står for så stor en andel af virksomhedspraktikker og løntilskudsjob.

- Mit indtryk er, at man netop inden for detailhandlen har mange opgaver, som kan løftes på et meget lille timetal, og det er samtidig relativt overskuelige opgaver, der kan løses, uden at det kræver de store forudsætninger, vurderer han.

Inden for 3F’s overenskomstområder er der flere rengøringsvirksomheder blandt de virksomheder, der tager mange aktiverede. Det gælder ISS, Forenede Service og Compass Group, der dog ligger langt under de store fra detailbranchen.

Løbende rejses der dog kritik af, at kun et fåtal af de personer, der kommer i virksomhedspraktik, ender med at få et reelt job efterfølgende.

Det har fået især fagforeningen HK til at kritisere ordningen i forhold til, at den ikke bringer folk tættere på jobmarkedet.

Beskæftigelsesministeriets nye opgørelse over aktivering dækker over både virksomhedspraktik og løntilskud.

Det er dog især virksomhedspraktikken, som virksomhederne er glade for: 9 ud af 10 af de aktiverede sidste år var i virksomhedspraktik, viser opgørelsen. En ordning, der i øvrigt er gratis for både kommuner og virksomheder.

Her er top 10-listen

  1. Salling Group A/S: 5.392
  2. Coop Danmark A/S + Fakta A/S: 5.333
  3. ISS Facility Services: 699
  4. Silvan A/S: 697
  5. Jem & Fix A/S: 573
  6. Normal A/S: 548
  7. Stark Danmark A/S: 490
  8. Jysk A/S: 472
  9. Bauhaus Danmark A/S: 443
  10. Danish Crown A/S: 393

(kilde: Tal fra beskæftigelsesministeriet, BEU, 18/19, spm 355. Note: Fagbladet 3F har lagt tallene for COOP og Fakta sammen, da Fakta er ejet af COOP, men i opgørelsen fra BM er de adskilt)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156