Bekæmper af madspild advarer mod forbud og tvang
Der er behov for en større indsats mod madspild.
Læs også: Madspildsgigant runder 100 millioner brugere
Men det skal ikke nødvendigvis ske med tvang og forbud, mener Selina Juul, stifter af Danmarks største organisation mod madspild, Stop Spild Af Mad.
- I Frankrig, hvor man har et forbud mod madspild i detailhandlen, har man set, at mange velgørende organisationer er blevet skraldespande for overskudsmad.
- De har ikke infrastrukturen til at videreformidle maden, så de drukner simpelthen i alt det mad, de får fra detailhandlen, siger hun.
I Danmark vil Socialdemokratiet forpligte detailhandelen til at mindske madspild yderligere.
Det skal i første omgang ske ved hjælp af frivillige aftaler med detailhandelen.
Men hvis det ikke hjælper, er partiet i sidste ende parat til at lovgive og forbyde madspild.
Det kan betyde, at butikkerne vil blive tvunget til at donere den usolgte - og spiselige - mad til velgørende organisationer.
Men med det nuværende setup er der slet ikke kapacitet til at modtage så meget mad, advarer Selina Juul.
- Hvis det skal implementeres i Danmark, så skal der være en infrastruktur til at modtage overskudsmad og formidle det videre.
- Ellers risikerer vi, at maden strander hos de velgørende organisationer, og så må de smide det ud, i stedet for at detailhandelen smider det ud, siger hun.
Læs også: Madspildsgigant forener kræfter med spritny dagligvarebutik
Selina Juul kvitterer dog for Socialdemokratiets forslag om at fjerne barrierer for maddonationer.
Det handler blandt andet om momsregler, der i visse tilfælde gør det dyrt for butikker at donere eller give mad væk.
Hun så også gerne, at der blev taget initiativ til en madspildsfond, hvor organisationerne, der i høj grad bygger på frivillige kræfter, kan søge støtte.
- Det kan ikke være rigtigt, at kampen mod madspild udelukkende hænger på de frivilliges skuldre, siger Selina Juul.
/ritzau/