Møbelbutik flytter sydpå
Profil Møbler reklamerer nu med ”ophørsudsalg” og lukker deres butik i Struer den 15. juli. Det skriver Dagbladet Struer.
Butikken lukkes ned, fordi de har haft for få kunder, ifølge dem selv, fordi placeringen gjorde, at det var svært for folk at finde ind.
- Vi er glade ved at være her og finder aldrig så fin en butik igen, men vi vil ikke have en butik i slæbegear de sidste fem-ti år, vi skal handle med møbler. Så er det bedre at trække tanden ud og komme videre, siger Villy Hvidberg til Dagbladet Struer.
Villy Hvidberg ejer butikken sammen med sin ægtefælle Heidi Sonne. De har ledt efter lokaler i Struer, men har ikke fundet noget, der er stort nok til deres behov. De er derfor taget sydpå og har fundet en passende butik i Herning, som også skulle have en bedre placering.
Profil Møbler åbner i primo august i Tjørring.
- Vi har skrevet under på lejekontrakten og får lokalerne i det gamle Peters resthald. Det ved alle i det område, hvor er, lyder det fra Villy Hvidberg til Wood Supply.