23948sdkhjf

Salling Group: Fuld opbakning til skjult tobak

Erfaringen fra Føtex, Netto og Bilka er, at det virker at gemme cigaretterne væk.

Lørdag har Venstre fremlagt en 9-punktsplan om rygning, der blandt andet skal forpligte butikkerne på at skjule tobakken.

Allerede sidste år gemte Salling Group cigaretterne væk i sine knap 650 danske butikker, så den ikke frister de unge. Resultaterne taler for sig selv, skriver Salling Group i en pressemeddelelse. 

Siden juli har Netto, føtex, Bilka og Salling stormagasiner solgt 30 millioner færre cigaretter.

Faldet er særligt markant i butikker tæt på ungdomsuddannelser og med mange unge kunder. Her er tobakssalget faldet med op til 40 procent. 

Derfor er der fuld opbakning fra landets største detailhandelsvirksomhed til Venstres forslag om øget regulering på området. Det er nemlig desværre langt fra alle landets 7.500 tobaksudsalgssteder, der af egen drift ellers kommer til at gøre sit for folkesundheden.

- Skal vi lykkes med at skabe en røgfri generation 2030, skal alle med. Også den tilbageholdende del af detailhandlen. Hverken dagligvarebutikker, købmænd, kiosker eller tankstationer må slippe afsted med at sidde på hænderne. Ellers sender vi bare de unge videre til der, hvor det er nemmest at købe cigaretter, og så er vi lige så langt fra en røgfri generation. Derfor bakker vi fuldt op om alle politiske forslag om øget regulering, siger administrerende direktør i Salling Group Per Bank.

Allerede sidste år opfordrede Per Bank til lovgivning på området i forbindelse med, at virksomheden frivilligt gemte tobakken væk.

Salling Group fulgte dermed en anbefaling fra Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen og Hjerteforeningen, der har peget på netop dette som det ene tiltag, detailhandlen af egen drift kan rykke på.

Salling Group anerkender, at detailhandlen kan skærpe ID-kontrollen hos unge, sådan som Venstre lægger op til i sin 9-punktsplan.

"Derfor har virksomheden intenst arbejdet på at forbedre ID-kulturen både blandt kunder og kolleger de seneste år. Regulering af cigaretpriserne er til gengæld et rent politisk anliggende, hvor dagligvarehandlen ikke selv har indflydelse," skriver koncernen. 

- Siden vi sidste år i føtex, Netto, Bilka og i Salling stormagasiner som de første kæder herhjemme gemte cigaretterne væk, har vi kunnet konkludere, at det er særdeles effektfuldt, når salget falder med op til 40 procent i butikker med mange unge kunder. Tallene viser, at handling gør en forskel, og derfor er det positivt, hvis også de tobaksudsalgssteder, som endnu ikke har gjort noget, gennem lovgivning bliver forpligtet på at bidrage til, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Lande som Storbritannien, Norge og Island har allerede med god effekt indført lovgivning, der af hensyn til de unge forhindrer salg af synligt tobak.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062