Apotekeren rykker ind i Kvickly
Apotekerkæden Apotekeren har indgået et samarbejde med Kvickly, og nu åbner de første apoteker, fortæller Coop i en pressemeddelelse.
Det første åbner i Kvickly i Slotscentret i Holbæk den 12. juni. Dernærst åbner Apotekeren i Kvickly Grindsted den 1. november. Og flere andre er på vej.
Det sker som led i en rammeaftale mellem Apotekeren og Coop, som blev indgået sidste år, som den første af sin art mellem en apotekskæde og en dagligvarekæde.
Apoteket i Kvickly er en filial af Holbæk Løve Apotek.
Det bliver bemandet med faguddannet personale, farmakonomer og farmaceuter og vil have fuldt sortiment. Apoteket har åbent alle hverdage fra 9.30-18 og lørdag 10-14.
Kvickly og Apotekeren forventer, at der vil komme en række apoteker i løbet af det kommende år. I forvejen har Kvickly apotek i 15 andre varehuse.
- Det gør hverdagen lettere for vores kunder, når de kan de kan klare deres apoteksindkøb samtidig med, at de er ude at købe ind i Kvickly. Og dermed bidrager det til, at vi bliver et endnu mere attraktivt sted at komme, siger kædedirektør Allan Kristoffersen fra Kvickly.
- Åbningen understøtter Apotekerloven fra 2015 om øget tilgængelighed for receptekspederende enheder. Det bliver spændende at se, hvad samarbejdet i øvrigt kan medføre af muligheder for begge parter, siger bestyrelsesformand for Apotekeren, apoteker Per Wijngaard.
Apotekeren er en kæde bestående af i alt 206 butikker i Danmark.
Kvickly er en kæde bestående af 70 varehuse, ejet af dels Coop, dels selvstændige brugsforeninger. Kæden omsætter for ca. 10 milliarder kr.