Uno-X er ny storsponsor i dansk cykelsport
Danmarks Cykle Union kan nu offentliggøre, at Uno-X bliver ny storsponsor og samarbejdspartner i dansk cykelsport.
- Uno-X ønsker, at Danmark - også i fremtiden - skal være et af de store lande indenfor cykling og cykelsport, og det skal det langsigtede og ambitiøse samarbejde med DCU hjælpe til med. Det kræver de rigtige rammer at udvikle cykelryttere, og vi ønsker at være med hele vejen gennem rytternes cykelkarriere og hjælpe til i alle faser af deres liv, siger Ole Johannes Tønnessen, der er administrerende direktør hos Uno-X Danmark A/S, i en pressemeddelelse.
Ingen lette veje til succes
Dansk cykelsport er inde i en god udvikling, og Danmarks Cykle Union glæder sig over det nye partnerskab, der er med til at sikre endnu bedre sportslige rammer.
- Den nye aftale med Uno-X er en af de største, vi har indgået i løbet af de seneste tre årtier. Samarbejdet med Uno-X giver et kæmpe boost til vores arbejde og organisation, og Uno-X kommer til at være en meget aktiv partner, der deler vores værdier og passion i forhold til cykelsporten, forklarer Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen.
MOT udvikler de unge talenter
Som en del af dette endnu tættere samarbejde mellem Danmarks Cykle Union og Uno-X bliver MOT en vigtig del af det værdiskabende arbejde, der skal give de unge ryttere de bedste forudsætninger for at definere og indfri både sportslige og personlige resultater.
Uno-X og Danmarks Cykle Union har foreløbig indgået en treårige aftale med start fra 2019 - og både Henrik Jess Jensen og Uno-X ser frem til et langsigtet og konstruktivt samarbejde:
- Når vi arbejder med udvikling af de danske talenter, så har vi et langsigtet perspektiv. Et af vores helt store pejlemærker er OL i Paris i 2024, men inden da skal vi løbende skabe resultater både ved EM og VM. Cykelsporten i Danmark er for alvor i fokus - ikke mindst med Tour-starten i 2021 - og samarbejdet med Uno-X Danmark bliver en afgørende faktor for de kommende års succes, fastslår Henrik Jess Jensen.