23948sdkhjf

Arla udskifter emballage i stor stil

Over en milliard mælkekartoner og yoghurtbægre er med i planen
I bestræbelserne på at reducere CO2-udledningen tager mejerikoncernen Arla nu et stort skridt på emballagefronten: Inden årets udgang har Arla skiftet til biobaseret plast i 600 millioner mælkekartoner og gjort 560 millioner yoghurtbægre genanvendelige. Det sparer miljøet på Arlas europæiske markeder for 7.330 tons CO2, skriver Arla i en pressemeddelelse,

- Vores tilstedeværelse i hele Europa gør, at vi kan rulle tiltagene ud på flere markeder på samme tid, siger koncerndirektør for Arla i Europa Peter Giørtz-Carlsen.

Tiltaget er det første store skridt i Arlas nye strategi for bæredygtig emballage. Strategien indeholder et delmål om at reducere CO2-udledningen med 30 procent inden 2030, og Arla forpligter sig i første omgang til at reducere CO2-udledningen fra sin emballage med cirka 8.000 tons om året frem til 2030.

Ambitionen er, at al emballage skal være CO2-neutral inden 2050 i tråd med det overordnede klimamål om, at hele virksomheden skal være CO2-neutral inden 2050, hvilket blev annonceret i marts.

Seks markeder
Den nye emballage kommer i butikkerne på Arlas seks største europæiske markeder: Danmark, Finland, Holland, Storbritannien, Tyskland og Sverige.

Omlægningen fra fossilbaseret til biobaseret plast udvundet af sukkerrør eller træaffald gør, at de 600 millioner Arla mælkekartoner - ud over at være 100 procent genanvendelige - udleder 25 procent mindre CO2 til atmosfæren sammenlignet med deres forgængere produceret med fossilbaseret plast, oplyser Arla.

Overgangen til genanvendelig plast i yoghurtbægrene betyder, at bægrene kan genanvendes, hvis der findes retursystemer på markederne til at understøtte det.

Tidligere Arla-tiltag har omfattet reduktion af emballagens vægt, et skifte til biobaseret plast, inddragelse af genbrugsmaterialer og udskiftning af drivhusgasintensive materialer. Siden 2005 har Arla reduceret CO2-udledningen fra emballage med 25 procent, svarende til at selskabet har sparet atmosfæren for 123.000 tons CO2, hedder det i pressemeddelelsen.

- Mere end 90 procent af forbrugerne mener, emballagen skal kunne genanvendes, og de ønsker, at det skal kunne gøres via deres lokale retursystemer. Det har været en vigtig drivkraft for vores initiativer. I dag kan omkring 90 procent af vores emballage genanvendes på ét af vores kernemarkeder, og vores mål er, at det skal være muligt at genanvende al vores emballage på alle vores kernemarkeder inden 2025.

- Vi er afhængige af, at retursystemerne på markederne bliver fuldt udviklet, og når det sker, så skal vores emballage være klar, siger Peter Giørtz-Carlsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089