23948sdkhjf

De danske øl bliver tyndere: Alkoholfrit er et hit

Øl med lave alkohol-procenter hitter, og det får bryggerierne til at satse mere på 'tyndt' øl.

Hvis du er typen, der ikke drikker øl for fornøjelsen, men blot for at blive beruset, så vil du blive ked af denne nyhed.

De danske øl bliver nemlig tyndere og tyndere, hvad angår alkoholprocenten, fortæller TV2 Østjylland. 

Det viser nye tal fra Bryggeriforeningen. 

Tallene er udarbejdet af Beerticker - et website, der laver statistik over det danske ølmarked - og viser, at den gennemsnitlige alkoholprocent i nye øl fra danske bryggerier er faldet fra 6,94 procent i 2013 til 6,28 procent i 2018. 

- Bryggerierne bestræber sig på at brygge øl til nydelse frem for beruselse. Desuden brygger de langt flere alkoholfri øl, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, i en pressemeddelse. 

Bryggeriforeningens medlemmer sælger også flere øl uden alkohol. Fra 2017 til 2018 steg salget med 31,6 procent og de danske øl-drikkere indtog hele 4,3 millioner liter alkoholfri øl sidste år - fire gange så meget som i 2013. 

Sidste år lancerede Aarhus Bryghus, ligesom mange andre bryggerier, en øl med lav alkoholprocent.

'Det Tynde Øl', som flasken er døbt, indeholder dog én procent alkohol og er går derfor over grænsen for, hvad der ifølge loven må betegnes som en alkoholfri øl. Grænsen er 0,5 procent alkohol. 

- Der var et behov ude på markedet. Men alkoholfri øl bryder jeg mig ikke om at lave, jeg vil hellere lave en øl på omkring én procent alkohol, så kan jeg stå inde for smagen, siger Niels Buchwald, der er brygmester ved Aarhus Bryghus, til Tv2 Østjylland.

Han nikker genkendende til tendensen.

- Du har økologien, som er kommet til øllet, og så er der nok en generel tendens til at tænke sundhed også, siger Niels Buchwald og fortsætter.

- Det er ikke det, vi sælger mest af, men det sælger nok til, at vi kan have den i sortimentet.

Også hos Voldby Købmandsgaard, der er en af Danmarks største forhandlere af øl, mærker de stigende interesse for øl med mindre alkohol.

- Folk spørger på noget med lavere alkohol og siger tit, hvis man viser dem noget, at den måske lige er stærk nok. Så vælger de noget, som er knap så stærkt, specielt til frokoster, siger Marianne Bech Pedersen, der er indehaver af Voldby Købmandsgaard, til Tv2 Østjylland.

Hun fortsætter.

- Jeg tror, folk er interesseret i at smage lidt mere end at blive fulde i en fart. 

Det er dog stadig langt fra de milde øl, der bliver produceret flest af.

Ifølge Bryggerforeningens tal var de mest populære øl i 2018 på mellem 5 og 5,9% - dem var der 558 nylanceringer af i 2018, svarende til 30% af alle nye øl. Blot 17% af de nye øl var på 8% eller mere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094