Coop: Skjulte smøger sender salget til andre kæder
Når cigaretter gemmes væk i nogle butikker, flytter salget over i de forretninger, der fortsat har smøgerne fremme.
Det konkluderer Coops administrerende direktør, Peter Høgsted, efter at detailkæden har opgjort cigaretsalget for årets første måneder.
- En række detailkæder gemmer tobakken væk, men fordi det ikke sker ad frivillighedens vej overalt, flytter tobakken bare fra kanal til kanal. Der sker ikke en egentlig reduktion, siger han.
Salget i Coops butikker er steget med tre procent i de første måneder.
Indtil videre har Coop kun gemt cigaretterne væk i Irma-butikkerne, hvor tobakssalget som følge er faldet med ti procent sammenlignet med samme periode sidste år.
I detailkædens andre butikker, SuperBrugsen, Kvickly, DagliBrugsen og Fakta, vises smøgerne fortsat frem ved kasserne, og de har langet flere cigaretpakker over disken de seneste måneder.
Salget er i disse butikker steget med mellem seks og syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Coop, Salling Group, Rema1000, Lidl og Aldi har indgået en aftale om at gemme cigaretterne, men de butikker dækker ifølge Peter Høgsted kun omkring 30 procent af markedet.
- Så sker der bare en flytning af tobakssalget over i andre kanaler. Og det er jo lidt en molbohistorie, siger han.
Den øgede indtjening fra cigaretsalget i Coops butikker ventes at løbe op i 2,7 millioner kroner. De penge vil detailkæden donere til Kræftens Bekæmpelse.
Også Salling Group, der ejer blandt andet Netto og Føtex, har tidligere doneret penge til foreningen. Ifølge Annette Juhler Kjær, der er group vice president for CSR og public affairs i detailkæden, er det dog handling, der tæller.
- Da vi gemte tobakken væk i butikkerne allerede sidste år, flyttede salget.
- Det har givet os samlet et tab på bundlinjen på et tocifret millionbeløb, men det er jo vores bidrag til at nå målet om færre unge rygere, siger hun.
Annette Juhler Kjær kalder det at kvitte de synlige smøger i butikkerne for et af de største enkeltstående bidrag, branchen kan gøre for unge rygere.
Både Coop og Salling Group opfordrer politikerne til at lovgive om at skjule tobaksvarer i butikkerne.
I Nærbutikkernes Landsforening, der er brancheforening for landets kiosker og nærbutikker, kalder landsformand Torben Pedersen det katastrofalt, hvis smøgerne skal pakkes væk.
- Vi synes, det er en meget, meget dårlig idé. Cigaretter er en del af vores omsætning, så hvis Coop ikke ønsker at sælge cigaretter, vil vi da gerne overtage det salg, siger han.
Alle personer over 18 år burde ifølge Torben Pedersen være voksne nok til at tage ansvar for egen sundhed.
/ritzau/