23948sdkhjf

Magasin du Nords britiske ejer overgiver sig til kreditorer

Kreditorerne i britiske Debenhams sætter selskabet under administration og til salg i håb om at få penge hjem.

Magasin du Nords britiske ejere, Debenhams, har opgivet kampen for at finde nye midler og overgiver kontrollen over selskabet til kreditorerne.

Det betyder samtidig ifølge Bloomberg, at aktionærernes ejerandel forsvinder op i den blå luft.

En af dem var milliardæren Mike Ashleys Sports Direct. Fodboldfans vil genkende Ashley for hans tid som ejer af Premier League-klubben Newcastle United.

Ashley forsøgte helt til det sidste at overtage Debenhams, men hans tilbud blev afvist.

I stedet bliver Debenhams ifølge erhvervsmediet Bloomberg overdraget til administration af FTI Consulting på vegne af selskabets kreditorer.

FTI Consulting vil ifølge Bloomberg forsøge at vinde de tabte penge hjem til kreditorerne ved at sælge butikskæden.

Det vil give Mike Ashley, der gennem Sports Direct ejer 30 procent, en ny chance for at overtage kæden.

Hvis det skal dække alle kreditorernes udgifter, bliver der tale om en milliardhandel. I alt har långivere 720 millioner pund (6,2 milliarder kroner, red.) til gode hos Debenhams.

Debenhams driver selv en lang række butikker i Storbritannien og andre lande. Butikkerne vil umiddelbart blive ført videre, selv om lukning af flere af dem allerede er planlagt ifølge Bloomberg.

I alt er der planer om at lukke 50 ud af 241 Debenhams-butikker.

Kædens økonomiske problemer stammer fra et faldende salg, høje lejeudgifter og en voksende gæld.

Et af forslagene til at få nogle penge i kassen har været at sælge de syv Magasin-centre i Danmark. 

Den nok bedst kendte ligger på Kongens Nytorv i København, mens der også er centre i Lyngby, Ørestad, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg. 

Debenhams har været ejer af Magasin siden 2009. Forud for det havde Magasin i årene forinden haft en række forskellige ejere fra Island og Pakistan

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08