23948sdkhjf

Pladebutik holdt midnatsåben for nyt Kim-Larsen-album

Hos RecordPusher i Odense kunne man klokken 00.01 fredag købe Kim Larsens nye album "Sange Fra Første Sal".

Den afdøde nationalskjald Kim Larsens sidste album udkom klokken 00.01 fredag.

Derfor holdt pladebutikken RecordPusher i Odense ekstraordinært åbnet over midnat for at kunne sælge albummet med titlen "Sange Fra Første Sal".

På butikkens hjemmeside skriver de, at der er åbent indtil kl. 01.00 og igen fra kl. 06.00 fredag morgen.

RecordPusher ligger få meter fra Kim Larsens gamle lejlighed, hvor alle 12 sange fra det nye album er indspillet.

Albummet blev også udgivet på streamingtjenesterne Spotify og Tidal fra kl. 00.00 fredag samt Kim Larsens YouTube-kanal, skriver TV2 Fyn.

Albummet blev indspillet over foråret og sommeren 2018, og på albummet figurerer blandt andre sønnen Hjalmer og Jørn Ørn, der var Larsens manager.

Trioen pryder coveret, hvor billedet er taget af Kim Larsen s hustru, Liselotte Kløvborg.

- Fra start til slut er det her album lavet af Kim. Han skrev sangene, forberedte alt, inden det skulle indspilles, og hvordan det skulle gøres ned til mindste detalje, skriver Warner Music i pressemeddelelse.

- Han lyttede som altid grundigt til miks, bestemte sangrækkefølgen og han valgte titlen og coverbillederne. Det eneste, han ikke nåede, var at udgive det hele, så det er det, vi gør for ham nu, står der desuden.

Kim Larsen døde 30. september samme år. Han sov stille ind efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.

Gennem længere tid kæmpede Kim Larsen med prostatakræft, som han blev opereret for.

Af hensyn til helbredet aflyste han en del koncerter i sommeren 2018 i Norge. Men han gav blandt andet en koncert på sidste års Smukfest. Dengang optrådte han siddende.

Han har siden 1970'erne været kendt som en af de mest populære kunstnere i Danmark nogensinde og har solgt millioner af plader.

Kim Larsen er stemmen bag en række hits. Med bandet Gasolin' var det sange som "Rabalderstræde" og "Kvinde min".

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157