23948sdkhjf

Rødvin og søde sager er en klimasynder ligesom rødt kød

Den røde bøf er velkendt som en knaldhård klimaknytnæve. 

Men langt færre ved, at der også er solide fingeraftryk på klimaet i danskernes forbrug af søde sager, snacks og drikkevarer som sodavand og alkohol.

I vestlige lande som Danmark tegner fødevareforbruget sig for cirka en fjerdedel af klimabelastningen per person.

Skal det mindskes, kræver det både mindre CO2-belastende produktionsformer, og at forbrugerne ændrer på kostens sammensætning. 

I en beregning fra DTU Fødevareinstituttet kommer 57 procent af en voksens CO2-bidrag fra animalske produkter.

Heraf er halvdelen fra rødt kød. Men lige så meget som det røde kød - 24 procent - stammer fra søde sager, snacks, sodavand og alkohol.

- Man kommer ikke uden om at skære ned på det røde kød, så det fylder mindre i danskernes måltider, siger seniorforsker Ellen Trolle fra DTU Fødevareinstituttet.

- Men også søde sager og drikkevarer som kaffe, te og alkohol fylder klimamæssigt. At skære ned på dem vil jo gå rigtig fint hånd i hånd med de generelle kostråd og det sundhedsmæssige.

Forskernes tal viser også, at en gennemsnitsborger alene ved at mindske sit madspild kan reducere sin klimabelastning af den samlede kost med ti procent.

Så der er et stort klimapotentiale ved at snolde mindre, skære ned på rødvinen og minimere sit madspild. 

- Når drikkevarerne eksempelvis fylder ret meget, skyldes det, at danskernes forbrug er stort, siger lektor Lisbeth Mogensen fra DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet. 

Fødevarestyrelsen satser på at komme med nye anbefalinger på sin hjemmeside sidst på året.

- Det er også overraskende for mig, at klimaaftrykket fra en voksens forbrug af sodavand, alkohol og søde sager er lige så stort som fra det røde kød. Her taler vi jo om fødevarer, der ikke bidrager med noget gavnligt eller uundværligt til kosten, siger Else Molander, enhedschef i Sund Mad og Kommunikation i Fødevarestyrelsen. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096