Fremgang i USA og Asien giver Ecco rekordresultat
Der bliver i stigende grad hevet Ecco-sko ned af hylderne i USA og Asien, og et højere salg de to steder var i 2018 med til at sikre den danske koncern det bedste resultat nogensinde.
Ecco solgte i 2018 for 9,8 milliarder kroner. Det er omkring 250 millioner kroner højere end året før, viser årsregnskabet, der er offentliggjort tirsdag aften.
Den familieejede skokoncern, der blev stiftet i 1963, fremhæver selv en fremgang i salget på 13 og 11 procent i henholdsvis Nordamerika og Asien.
I Asien har Ecco i årets løb åbnet 51 nye butikker og samlet over halvdelen af Eccos 2246 butikker på verdensplan i Asien.
Samtidig fremhæver Ecco en stærk udvikling i salget på nettet, hvor blandt andet den store årlige shoppedag "singles day" trak købere til i Kina.
- Det er særdeles tilfredsstillende for vores medarbejdere at se, hvordan deres hårde arbejde og entusiasme udmønter sig i et så godt resultat, siger Ecco-direktør Steen Borgholm i en kommentar til regnskabet.
- Især når man også tager i betragtning, at detailbranchen er præget af en høj grad af forandring og mange udfordringer, siger han.
Den familieejede skokoncern tjente 1,11 milliarder kroner på bundlinjen, hvilket er resultatet, når alle regninger er betalt. Det er en fremgang på små otte procent fra 2017.
Trods et rekordresultat er der dog flere markeder, hvor salget er gået tilbage.
Som helhed er salget i Eccos europæiske region dykket omkring tre procent. Det skyldes blandt andet tilbagegang i Rusland og Skandinavien.
Ecco blev stiftet af Karl Toosbuy i 1963 i Bredebro i Sønderjylland, hvor virksomheden også har hovedsæde i dag. Der er over 21.000 ansatte på verdensplan.
I dag er det grundlæggerens datter Hanni Toosbuy Kasprzak, der ejer koncernen.
For 2019 forventer Ecco at forbedre sit resultat en anelse, lyder spådommen i regnskabet.
/ritzau/