23948sdkhjf

Lettere moms på e-handel skal stoppe milliardtab i EU-lande

Skatteindtægter for fem milliarder euro går årligt tabt. Det stopper med nye regler, siger EU-Kommissionen.

Reglerne for moms har været for tunge og uegnede til e-handel, og det har kostet statskasserne over hele EU milliarder af kroner i tabte indtægter.

Det har EU-landene med en aftale tirsdag formiddag forsøgt at sætte en stopper for. 

Landenes finansministre har på et møde i Bruxelles aftalt en forenkling af momsreglerne for salg på nettet. De vil træde i kraft i januar 2021. 

Det skal hjælpe EU-landene til at inddrive fem milliarder euro, svarende til 37,3 milliarder danske kroner, der årligt går tabt i skatteindtægter over hele EU. 

Det konstaterer EU's finanskommissær med ansvar for skat og told, Pierre Moscovici, i en skriftlig meddelelse.

- Skridt for skridt er vi ved at lappe de huller, hvor skatteindtægterne går tabt, og hvor EU's medlemsstater mister penge, som ellers kunne bruges på offentlige tjenester og investeringer, siger franskmanden. 

Kommissæren lover virksomhederne en gnidningsløs overgang til det nye system for e-handel om knap to år. 

Enklere regler er en god nyhed, mener Dansk Industri. 

- Det har stået højt på vores ønskeseddel i årevis at få et momssystem i EU-landene, som er mere enkelt for virksomhederne, siger direktør Annette Falberg i branchefællesskabet DI Handel i en skriftlig besked. 

Det vil ifølge DI medføre en stor byrdelettelse for virksomhederne, når de vil sælge direkte til forbrugere over hele EU. 

Fremover skal de kun momsregistrere sig et sted, når de sælger deres varer. 

- Det vil sige, at en dansk virksomhed kan nøjes med at momsregistrere sig i Danmark. Vejen til eksportmarkederne bliver kortere, siger Annette Falberg.

Medlemslandene skal implementere reglerne i national lov inden udgangen af år 2020, så de er klar fra januar 2021.

Virksomheder, som vil benytte de simplere momsregler, kun begynde at lade sig registrere i medlemslande fra 1. oktober 2020, skriver EU-Kommissionen. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125