23948sdkhjf

Borgmester ser frem til højhusturister i Brande

Nu er bolden hos Bestseller, lyder det fra tilfreds borgmester, der ikke har mødt lokal modstand mod højhus.

Der har stort set ikke været lokal modstand mod virksomheden Bestsellers planer om en ny bydel og et højhus på 320 meter i Brande.

Det konstaterer borgmester Ib Lauritsen (V), Ikast-Brande Kommune, efter at han og de øvrige 22 medlemmer af byrådet i den midtjyske kommune mandag aften har godkendt lokalplanen for området.

- Der har været utrolig lille modstand mod projektet. Og den lille modstand, der har været, har ikke været lokal, men udenbys fra, siger borgmesteren.

Kommunen modtog 22 høringssvar, efter at lokalplanen havde været i høring.

Men det var ikke noget, der gav anledning til større justeringer af planen.

Sagen gled også glat igennem først teknik- og miljøudvalget, så økonomiudvalget og nu byrådet.

- Der er en erkendelse af, at det her er godt for området. Folk ser, at det er noget, der giver hele området nogle nye muligheder, siger Ib Lauritsen.

Det var i 2017, at Bestseller løftede sløret for, hvordan deres nye hovedkvarter skulle se ud.

17 måneder er der gået, fra kommunen satte gang i arbejdet med en lokalplan over en offentlig høring til den endelige vedtagelse mandag aften.

Det er der grund til at være tilfreds med og stolt over, lyder det fra borgmesteren.

Bestseller har ikke fået særbehandling, understreger Ib Lauritsen.

- Nej, det har de ikke. De har fået en ganske almindelig sagsbehandling.

- Men når nogen, som Bestseller har gjort her, selv hjælper til og kommer med det materiale, der skal til, og selv hyrer mennesker ind til at rådgive, ja så er der ikke så mange problemer at løse, siger han.

Bestseller har efter vedtagelsen af lokalplanen meddelt, at de endnu ikke har en dato for, hvornår spaden stikkes i jorden.

Borgmesteren tvivler på, at det bliver i 2019. 

- Det skulle overraske mig, om man reelt kan komme i gang her i 2019. Der er jo en byggetilladelse, der også skal indhentes.

- Men nu kan jeg med ro i stemmen sige, at vi har leveret lokalplanen. Nu er det op til dem selv, hvornår de kan og vil i gang, siger Ib Lauritsen.

Han ser højhusbyggeriet som et aktiv for hele Midtjylland.

Eksempelvis vil det ifølge borgmesteren blive et mål for turister.

- Når unge mennesker flyver til Berlin for at shoppe, så tror jeg også godt, det kunne ske, at nogle vil tage flyet den anden vej og flyve til Billund.

- Så kan de gå tur i Legoland og tage til Brande, komme op i tårnet, se udsigten derfra og opleve en lidt speciel handelsby, siger Ib Lauritsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098