23948sdkhjf

S vil endelig de pantfrie dåser til livs

I tilfælde af et regeringsskifte ved det kommende folketingsvalg vil Socialdemokraterne arbejde for endelig at stoppe importen af pantfrie dåser fra grænsehandelen i Tyskland.

Hvis Socialdemokraterne vinder det kommende Folketingsvalg og danner regering, er det slut med at hente pantfrie dåser syd for den dansk-tyske grænse.

Det fastslår de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer, Christian Rabjerg Madsen og Benny Engelbrecht, skriver Flensborg Avis.

Ni ud af ti indsamlede dåser i Danmark er uden pant, og de kommer fra grænsehandlen i Tyskland, fremgår det af en statistik, som Danmarks Naturfredningsforening fører siden 2008.

Foreningen har indsamlet halvanden million dåser, og omkring 90 procent af dåserne er fra grænsehandlen, hvor danske kunder stadig kan købe pantfrie dåser til eksport.

Grænsekioskerne langs den dansk-tyske grænse sælger hvert år mere end en milliard pantfrie dåser til skandinaviske kunder.

Politikerne er fra grænselandet. Benny Engelbrechts valgkreds er Sønderborg, og Christian Rabjerg Madsen stiler op i Kolding. Men det er ikke kun som folketingskandidater i valgkredse tæt på grænsen, at de udtaler sig.

- Det er klart, at problematikken berører os, fordi vi er fra området, men samtidig er jeg partiets finansordfører, og Christian Rabjerg Madsen er miljøordfører. Vi udtaler os på partiets vegne, og S vil sætte handlen med pantfrie dåser på dagsordenen, forklarer Benny Engelbrecht.

Christian Rabjerg Madsen er skuffet over, at den nuværende regering ikke har gjort mere for at komme de pantfrie dåser til livs.

- Det kan ikke være rigtigt, at regeringen bruger en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, siger han, og peger dermed på regeringens hidtidige udmelding om, at en beslutning fra EU-domstolen afventes.

I 2015 indgik regeringen en aftale med delstatsregeringen i Kiel, og den er de to socialdemokrater generelt godt tilfreds med. Aftalen går ud på, at dåserne i grænsehandlen indgår i det danske pantsystem. Det vil sige, at kunder kan aflevere deres tyske dåser i Danmark. Dengang var Benny Engelbrecht skatteminister i Danmark, og han beklager, at aftalen ikke er omsat.

Den nuværende regering har holdt sig tilbage, fordi Dansk Erhverv rejste en klage i EU. Med klagen vil Dansk Erhverv opnå, at dåserne i grænsehandlen bliver pålagt tysk pant. Derfor meddelte regeringen i 2016, at dommen afventes. Sidenhen er der ikke sket noget, siger Christian Rabjerg Madsen og Benny Engelbrecht til Flensborg Avis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157