Salget gik frem i tragisk år for Hartmann
Men omsætningen blev en præcis gentagelse hos emballagegiganten
Resultatet før skat faldt fra 168 til 136 millioner kroner.
Selv om nettoomsætningen er uændret, skabte Hartmann ifølge det nye regnskab fremgang i emballagesalget til både eksisterende og nye kunder på tværs af virksomhedens markeder efter en intensiveret salgsindsats i 2018.
At det ikke kan aflæses i en højere nettoomsætning hænger ikke mindst sammen med udsving i valutakurser - alene udviklingen for den argentinske peso påvirkede omsætningen negativt med 160 millioner kroner.
Hartmann har 12 fabrikker fordelt på Europa, Israel, Nordamerika og Sydamerika. I løbet af 2018 brugte virksomheden 129 millioner kroner på anlægsinvesteringer, der ikke mindst har givet en kapacitetsudvidelse i Europa og Sydamerika.
I år regner Hartmann med at investere cirka 200 millioner kroner på anlæg, og omsætningen forventes at lande på 2,2-2,4 milliarder.
2018-tallene hos den danske emballagegigant blev skabt i et år, hvor Hartmann mistede sin direktør, Ulrik Kolding Hartvig, der døde efter en tragisk cykelulykke i februar. Hans afløser blev fundet i egne rækker i form af Torben Rosenkrantz-Theil, som tiltrådte i marts.