23948sdkhjf

Brande er et skridt nærmere 320 meter højt tårn

Teknik- og miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune giver grønt lys til opførelsen af Bestseller-tårn og ny bydel.

Teknik- og miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune har tirsdag aften enstemmigt vedtaget planforslaget om opførelsen af Bestseller Tower & Village i Brande.

Det fortæller udvalgsformand Henrik Engedal (V).

- Efter en kort drøftelse af de bemærkninger, der er kommet, vedtog vi enstemmigt at anbefale forslaget til byrådet, siger han kort efter mødet.

Foruden Vesteuropas højeste tårn indeholder forslaget planer om fire højhuse og en ny bydel på størrelse med 88 fodboldbaner ifølge DR P4 Midt og Vest.

Planforslaget skal dermed videre og behandles i økonomiudvalget den femte marts.

- Og herfra skal det til afstemning i byrådet den 11. marts, siger Henrik Engedal til Ritzau. Han mener, at sandsynligheden for vedtagelse er stor.

- Byrådets sammensætning minder meget om den, vi har i udvalget, og siden planforslaget gik enstemmigt igennem her, er det min klare forventning at det går glat igennem, siger han.

Projektets kransekagefigur, det 320 meter høje tårn, bliver med afstand Danmarks højeste etageejendom. Herlev Hospital sidder netop nu på den titel med en højde på 120 meter.

Det bliver endda højere end det ikoniske Eiffeltårn i Paris.

Den eneste usikkerhed der umiddelbart kom i processen, var da Forsvaret i november gjorde indsigelse mod opførelsen af selve tårnet, hvilket har udskudt behandlingen af forslaget med en måned.

Forsvaret ville først undersøge, hvorvidt det historisk høje tårn ville påvirke flysikkerheden samt evnen til at overvåge dansk luftrum.

Indsigelsen blev tirsdag trukket tilbage, kort før forslaget skulle behandles i teknik og miljøudvalget.

- Vi har fundet ud af, at der ikke er noget, der er til hinder for at opføre bygningen. Derfor har vi valgt at frafalde indsigelsen, vi havde givet i første omgang, sagde Martin Særmark-Thomsen, kommunikationsmedarbejder i Forsvarets ejendomsstyrelse, til DR P4 Midt og Vest.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094