23948sdkhjf

S ved stadig ikke hvad en pakke cigaretter skal koste

Konservative vil hæve prisen på cigaretter. Socialdemokratiet har ikke noget bud på, hvad man vil gøre.

Konservative foreslår i et rygeudspil, at cigaretter skal koste 60 kroner pakken fremover.

Argumentet er blandt andet, at antallet af unge, der ryger, er begyndt at stige igen efter en lang periode med fald.

Umiddelbart har Socialdemokratiet dog svært ved at tilslutte sig forslaget.

I august sidste år sagde Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, at partiet endnu ikke havde diskuteret, hvad prisen på cigaretter skal være fremover.

I dag, et halvt år efter, er det fortsat uklart, hvad partiets holdning til tobakspriserne er.

Spørgsmål: Hvornår lægger I jer fast på en pris?

- Det kan jeg ikke svare dig på, siger Flemming Møller Mortensen

Spørgsmål: Beslutter i det inden valget?

- Det kan jeg ikke svare dig på. Vi har ikke haft en drøftelse af, hvornår vi skal have en drøftelse.

- Men vi ved, at priserne er lave, og vi gjorde brug af prisstigninger sidst, vi var i regering. Det er det faktuelle, siger han.

Flemming Møller Mortensen erkender, at tobak er den største faktor for sygdomsudvikling og død i Danmark, og at prisen på tobak i Danmark er lavere end i nabolandene.

Alligevel vil Socialdemokratiet altså ikke fortælle, hvordan man vil bruge afgifter til at forhindre flere i at begynde med at ryge.

Spørgsmål: Er I bange for at blive upopulære blandt rygerne?

- Vi hævede prisen sidste gang, vi var i regering, og vi fjernede også tistykspakningerne, fordi de små pakker henvendte sig til prisfølsomme grupper som eksempelvis de unge, siger Flemming Møller Mortensen. 

- Jeg synes til gengæld, at det er ringe, at vi i tre et halvt år har haft en regering, der ikke har præsenteret noget i forhold til tobakspriserne.

- Selv om Konservative nu går ud med et rygeudspil, så har det jo ikke nogen reel betydning, når de andre borgerlige partier ikke vil være med, siger ordføreren.

Venstre er åben over for en prisstigning, men hvor meget dyrere cigaretter skal være, ved partiet endnu ikke, fortæller sundhedsordfører Jane Heitmann (V).

- Vi ønsker, at cigaretterne skal være så dyre som muligt, uden vi skubber på øget grænsehandel, og uden at vi potentielt ser flere illegale cigaretter på det danske marked, siger hun.

Regeringspartneren Liberal Alliance mener ikke, at priserne skal hæves, mens Dansk Folkeparti vil lade prisen på tobak følge løn- og prisstigningerne i samfundet i øvrigt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135