23948sdkhjf

Tilbudt penge for at fjerne dårlig pizza-anmeldelse

En 27-årig kvinde fra Fredericia blev i weekenden kontaktet af Hungry.dk og tilbudt penge for at trække en dårlig anmeldelse af et pizzeria tilbage. Det skriver Fredericia Dagblad.

Kvinden havde, sammen med sin familie, bestilt en pizza på et lokalt pizzeria. Da pizzaen ankom, fandt kvinden et hår i pizzaen, og hun smed resten ud, da skinken i øvrigt smagte surt.

Da hun efterfølgende fik en mail med et link fra Hungry.dk, hvor de bad hende skrive en anmeldelse af oplevelsen, slog hun til. Men historien om den ulækre pizza sluttede ikke her, da kvinden snart efter blev kontaktet af en medarbejder fra Hungry.dk, der tilbød hende penge for at slette dele af den dårlige anmeldelse.

I forargelse skrev kvinden et opslag på Facebook for at høre, om andre havde haft samme oplevelse. Onsdag aften har opslaget fået 72 kommentarer og 126 reaktioner, og er delt talrige gange.

Overfor BT bekræfter direktør i Hungry.dk Rune Risom at episoden har fundet sted, og han undskylder.

- Det er ikke den måde, vi driver forretning på. Det er en beklagelig fejl, og det er vi virkelig kede af, siger han til B.T.

Hungry.dk gennemgår rutinemæssigt anmeldelser for at tjekke, om indholdet er reelt, og tjekker ligeledes med restauranten for at undersøge, om der er hold i anklagerne.  Men at kunden fik tilbudt penge for at slette anmeldelsen, er en klar fejl.

Episoden får ikke konsekvenser for den medarbejder, der sendte mailen, skriver bt.dk.

Kilde: BT / Fredericia Dagblad

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094