23948sdkhjf

Eksploderende e-cigaret koster 24-årig amerikaner livet

For anden gang på under et år er en amerikaner omkommet, efter at en e-cigaret er eksploderet.

En 24-årig amerikansk mand mistede 29. januar livet, to dage efter at en e-cigaret eksploderede op i hans ansigt.

Det skriver nyhedsbureauet AP og avisen Washington Post.

En retsmediciner har fastslået, at eksplosionen var skyld i mandens død.

Den 24-årige William Brown fra Fort Worth i den amerikanske delstat Texas benyttede sig af e-cigaretten, da den pludselig eksploderede.

Splinter fra e-cigaretten beskadigede den venstre del af mandens halspulsåre og hans kranie. Det oplyser retsmedicineren.

Ifølge Washington Post sad han alene i en parkeret bil og brugte e-cigaretten, da den eksploderede. Han holdt sig i live i to dage, inden han 29. januar mistede livet på hospitalet.

Ulykken er langtfra den første i forbindelse med brugen af e-cigaretter.

En mand fra delstaten Florida mistede i maj livet. Her eksploderede en e-cigaret og sendte to fragmenter ind i hans kranie. Derudover blev han forbrændt på omkring 80 procent af kroppen.

Ifølge Tobacco Control, der blandt andet undersøger konsekvenserne af rygning, var der over 2000 eksplosioner og brandskader i forbindelse med brugen af e-cigaretter i USA fra 2015 til 2017. Det skriver Washington Post.

De amerikanske brandmyndigheder har i en rapport tidligere konkluderet, at lithium-ion-batterierne i e-cigaretterne udgør en sikkerhedsrisiko.

- Det er den tætte kontakt mellem kroppen og batteriet i e-cigaretter, der er ansvarlig for alvorligheden i de skader, vi har set, lyder det.

Det står ikke umiddelbart klart, hvilken type e-cigaret den 24-årige mand benyttede sig af.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065