23948sdkhjf

Storbritanniens største dagligvarekæde fyrer tusinder

Supermarkedskæden Tesco varsler omstruktureringer, der vil berøre 9000 ansatte.

Storbritanniens største private arbejdsgiver, supermarkedskæden Tesco, fyrer flere tusinde ansatte i stor omstrukturering.

Det skriver Tesco i meddelelse på sin hjemmeside.

- Gennem fire års turnaround har vi gjort gode fremskridt, men markedet er udfordrende, og vi har behov for løbende at være konkurrencedygtige og respondere på, hvordan kunderne har lyst til at handle ind.

- Vi laver ændringer i vores britiske butikker og hovedkvarter for at simplificere, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, så vi bedre kan møde vores kunders behov. Det vil ramme nogle af vores kolleger, skriver administrerende direktør Jason Tarry i meddelelsen.

Tesco opererer i Storbritannien, Irland og flere andre steder i verden og havde ifølge sit årsregnskab 440.000 ansatte globalt. Ifølge Reuters er over 300.000 af disse ansat i Storbritannien, hvilket gør Tesco til Storbritanniens største private arbejdsgiver.

- Samlet forventer vi, at op til 9000 kolleger vil blive berørt. Vi forventer dog, at op til halvdelen af disse kan bruges til andre kundevendte opgaver, skriver Tesco.

Supermarkedskæden vil lukke omkring 90 af sine butikker og i de resterende omkring 700 vil der komme ændringer til kassesystemerne. Samtidig vil der komme nye måder af køre varelagrene på.

Udmeldingen fra Tesco kommer samme dag, som et brev fra den britiske erhvervsorganisation BRC advarer om, at et farvel til EU uden en handelsaftale vil betyde tomme hylder i supermarkederne.

Brevet er underskrevet af direktørerne af flere store fødevarevirksomheder som Lidl, Waitrose, Sainsbury og Asda.

- Mens vi har arbejdet tæt med vores leverandører for at lave nødplaner er det ikke muligt at opveje alle risiciene for vores forsyningskæder og vi frygter alvorlige problemer på kort sigt, hvis der kommer en aftaleløs brexit, skriver direktørerne.

Ifølge Reuters estimerer de britiske myndigheder, at en aftaleløs brexit vil mindske lastbiltrafikken til Storbritannien med 87 procent, da der pludseligt skal tolddeklareres og kontrolleres.

- For forbrugere vil det reducere tilgængeligheden for mange produkter i vores butikker, skriver cheferne i brevet.

Omkring en tredjedel af alle fødevarer, der bliver spist i Storbritannien, kommer fra EU, skriver Reuters.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12