23948sdkhjf

Deprimerende december for Dankort-forbruget

Tallene for brugen af dankort i december er dyster læsning for privatforbruget. Virkeligheden kan være bedre.

Dankortforbruget faldt med 3,5 procent i december til 35,3 milliarder kroner sammenlignet med december 2017. Det viser nye tal fra Nets.

Det indikerer, at julesalget har været omend meget skuffende, skriver flere økonomer. En række faktorer kan dog have spillet ind og bevirke, at situationen ikke er helt så skidt som torsdagens tal kan indikere.

- Det er en yderst svag udvikling, da stigende priser og øget forbrugslyst normalt giver anledning til en mere tydelig fremgang i dankortomsætningen over tid. 

- Ikke mindst med tanke på at vi i øjeblikket befinder os midt i et opsving, hvor der er fornuftig gang i privatforbruget, skriver cheføkonom i Nykredit Tore Stramer i en kommentar.

Det svage privatforbrug undrer økonomerne, da reallønnen stiger, huspriserne er ganske høje, og flere og flere kommer i arbejde.

- De seneste år har vi imidlertid også set, at en del af indkomstfremgangen er blevet omsat til øget opsparing. Det er også med til at forklare, hvorfor forbruget ikke buldrer derudaf, skriver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

Flere ting kan dog have spillet ind, når det kommer til det markante fald i brugen af dankort i december. Blandt andet ændringer i gebyrer ved brug af kort, der blev implementeret sidste år.

- For det første blev der fra januar sidste år afskaffet en række gebyrer på andre kreditkort, og det kan have fået danskerne til i højere grad at bruge andre betalingskort end dankortet.

- For det andet kan de svage dankorttal skyldes ændringer i måden hvori MobilePay betalinger på internetsider bliver registreret, skriver økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad.

De faktorer gør også, at Nykredits Tore Stramer tager torsdagens tal med et gran salt.

- Vi ser derfor heller ikke det seneste fald i dankortforbruget som et tegn på, at danskernes privatforbrug nu falder. 

- Ser vi omvendt på tal for detailsalget, så har der været en pæn vækst igennem 2018, skriver han.

For hele 2018 steg brugen af dankort til 368,9 milliarder kroner, en stigning på 1,1 procent. Antallet af betalinger med dankort steg med 2,4 procent til 1290 millioner styk.


/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.32