Robot udløser apoteks-flytning i Fredericia
Axeltorvs Apotek i Fredericia forlader sin 100 år gamle adresse på Axeltorv og flytter 85 meter til Føtex i Prinsessegade.
Det skriver Fredericia Dagblad.
Det er blandt andet en investering i en ny robot, der er årsag til flytningen. Den gamle i kælderen har ti år på bagen og skal altså udskiftes til en ny. Og det kræver mere plads.
Samtidig står apoteket over for en række andre investeringer i ombygning og istandsættelse, hvorfor en flytning over hovedet kom på tale.
Samtidig med flytningen skifter apoteket navn til Frederica Krone Apotek
- Når vi nu forlader Axeltorv, giver det mening også at skifte navn. Krone-navnet er oplagt, når man er apotek i en by, der er opkaldt efter Frederik III, forklarer apoteker Tine Klingsten.
Fredericia Krone Apotek åbner 28. marts 2019.