23948sdkhjf

Netto åbner tre butikker juleaftensdag for udsatte danskere

Juleaftensdag slår tre Netto-butikker dørene op for første og eneste gang, skriver Netto i en pressemeddelelse.

På hylderne er der gratis mad og der er kun åbnet for udsatte danskere, der ikke selv har rammerne for at skabe en god jul. Bag initiativet står FødevareBanken og Netto.

De tre butikker ligger i Aarhus, Odense og København, og har åbnet mellem 9.00 og 12.00 den 24. december.

For at sprede det gode budskab om julehjælpen til udsatte danskere har Netto samarbejdet med FødevareBanken og deres godt 246 modtagersteder i hele landet, om at dele flere tusinde invitationer ud til enlige, familier og grupper, der er i klemme i julen.

Har man en invitation kan man komme ned i en af de tre Netto-butikker og fylde to Nettoposer med gratis mad.

De tre overskudsbutikker vil blive betjent af frivillige fra Netto, Salling Group & FødevareBanken, og maden i butikkerne kommer fra de flere end 100 helligdagslukkede Netto-butikker landet over, og er en del af den større julemadsdonationskampagne, som FødevareBanken og Netto søsatte i starten af måneden.

Her lagde de to organisationer en åben invitation ud til danske NGO'er og frivillige ildsjæle, der ønskede til at holde juleevents for udsatte danskere, om at modtage noget af den mad, der blev i overskud, når Netto lukker +100 butikker hen over julen.

- Vi vil gerne dele ud af det overskud vi har, og dele det med de danskere, der måske ikke har det så nemt denne jul. Det er fantastisk at se den opbakning vores donationstiltag med FødevareBanken har fået, siger Brian Seemann Broe, landechef Netto Danmark.

I alt blev 35 ansøgninger fra NGO'er og private danskere valgt ud af FødevareBanken og Netto, hvilket betyder at flere hundrede udsatte danskere lige fra veteraner, der lider af PTSD, over hjemløse til ensomme, denne jul kommer til at deltage i et eller flere juleevents i gode rammer.

- Historierne fra de ildsjæle og organisationer, der har søgt om mad til at gøre en forskel for andre i julen, er både hjerteskærende læsning og livsbekræftende på samme tid. Jeg er glad for, at vi sammen med Netto kan hjælpe dem, der hjælper andre på den måde - og gøre en lille forskel for mange danskere i julen, siger Karen-Inger Thorsen, der er adm. direktør i FødevareBanken.

Målet for Netto og FødevareBanken er, at nå op på at donere hele 500.000 måltider til udsatte danskere i 2018 - 100.000 måltider alene i december måned.

Det mål ser ud til at lykkedes takket være dette års juleinitiativ, hvor de godt 40 tons mad, Netto forventer at have til overs fra deres julelukkede butikker, bliver fordelt blandt de 35 initiativer og delt ud via de tre juleoverskudsbutikker i København, Aarhus og Odense.

De tre særlige jule Netto-butikker åbner dørene op for udsatte danskere d. 24. december fra kl. 09:00-12:00 på adresserne:

København: Peter Bangs Vej 100, 2000 Frederiksberg

Odense: Benediktsgade 30-36, 5000 Odense C

Aarhus: Skt. Knuds Torv 2, 8000 Aarhus C

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125