23948sdkhjf

Nu bliver engangsplastik forbudt

Forbud mod engangsplastik er ambitiøst tiltag, som Danmark støtter, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.

EU's nye plastikdirektiv er færdigforhandlet mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen. 

Det nye direktiv betyder, at der snart bliver forbud mod at sælge tallerkener, bestik, sugerør og vatpinde af engangsplastik.

- Der er virkelig tale om et ambitiøst tiltag, og fra dansk side bakker vi op om direktivet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse. 

- For få uger siden præsenterede jeg regeringens plastikhandlingsplan, og det nye direktiv er et kæmpe skridt i opgøret med overflødig plastik. 

- Vi må skubbe på udviklingen af produkter af mere miljøvenlige materialer, siger han. 

Plastikdirektivet skal være med til at begrænse de store mængder plastikaffald, der ender på strande i Europa og på verdenshavene. 

Direktivet indeholder også krav om, at plastiklåg på flasker og kartoner skal sidde fast. Det skal forhindre, at de ender i naturen.

Forslaget om ændringer i reglerne blev fremlagt af EU-Kommissionen i foråret, og i oktober blev det med stort flertal stemt igennem i EU-Parlamentet. 

Eftersom aftalen endnu ikke er præsenteret af formandskabet, udestår den endelige bekræftelse stadig, fremgår det af pressemeddelelsen. Blandt andet hvornår direktivet skal træde i kraft. 

Det forventes formelt vedtaget til foråret. 

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094