23948sdkhjf

Netbutikker flyder med ulovlige armaturer

Fire ud af seks tilfældigt udvalgte armaturer købt på internettet er ikke godkendt til drikkevand og kan derfor ikke bruges i Danmark.

Når danskerne selv køber armaturer over internettet, er der en reel risiko for, at produktet ikke er godkendt til drikkevand i Danmark og dermed er ulovligt.

Det viser en markedskontrol fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som netop er offentliggjort, fortæller TEKNIQ Installationsbranchen i en pressemeddelelse.

- Det er stærkt problematisk, at de ulovlige armaturer åbenbart fylder så meget på hylderne hos netbutikkerne. For forbrugerne kan det være svært at gennemskue, om det, de køber, også er lovligt at få installeret, og derfor er det op til netbutikkerne at sikre lovligheden af det, de sælger. Et ansvar, butikkerne altså ikke overalt lever op til i dag, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Installationsbranchen, som repræsenterer de danske el- og vvs-installatører.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen testede i løbet af sommeren seks armaturer og 11 blødgøringsanlæg fra 17 tilfældigt udvalgte internetforhandlere.

Fire af armaturerne og syv af blødgøringsanlæggene var ikke godkendt til det danske marked.

Den 1. juli 2016 fjernede myndighederne kravet om, at alle byggevarer i kontakt med drikkevand skulle være "dråbemærket". Dråbemærket på byggevaren var en letgenkendelig garanti for, at byggevaren var testet, godkendt og mærket, inden de blev markedsført i Danmark.

- Der stilles fortsat krav til byggevarer i kontakt med drikkevand, men siden juli 2016 har det været frivilligt at anvende dråbemærket, ligesom der ikke er krav om mærkning direkte på byggevaren. Det gør det sværere for forbrugerne at gennemskue, om de varer, de køber, er godkendt eller ej, siger Simon O. Rasmussen.

Den nylige markedskontrol resulterede sammenlagt i seks politianmeldelser. Derudover måtte flere internetvirksomheder enten fjerne produkterne fra deres hjemmeside eller skrive tydeligt, at produktet ikke var godkendt til drikkevand.

Spild af penge
Markedskontrollen fulgte op på en tidligere kontrol fra efteråret 2017 af byggevarer i kontakt med drikkevand.

Dengang viste kontrollen, at mens der stort set var styr på dokumentationen i de fysiske butikker, var resultatet mere blandet, når det gjaldt internetbutikkerne. Det blev altså bekræftet af det nyeste kontrolresultat:

- Én ting er, at en stor del af armaturerne ikke lever op til de gældende regler. Men samtidig er det ulovligt for installatørerne at sætte denne type armaturer op hos kunderne. Derfor kan du risikere at tilkalde en vvs'er, som derefter må køre igen, når han finder ud af, at armaturet er ulovligt - og den tid, vvs'eren har brugt, kommer kunden alligevel til at betale for, siger Simon O. Rasmussen.

Han opfordrer dels til, at internetbutikkerne strammer op på kontrollen af de armaturer, de sælger til danske kunder.

Derudover anbefaler han kunderne at gøre, hvad de kan for at sikre, at deres indkøb lever op til de gældende regler, inden de tilkalder en vvs'er.

- Man kan fx på forhånd sende installatøren et link til det armatur, man gerne vil have sat op, så installatøren kan forberede sig hjemmefra i forhold til, om det er en opgave, han må udføre eller ej. Og hvis armaturet er ulovligt, kan installatøren naturligvis anbefale et lovligt alternativ, siger Simon O. Rasmussen.

Sådan fungerer godkendelsen

  • Bekendtgørelse nr. 1007 af 29. juni 2016 om markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand stiller krav om sundhedsmæssig dokumentation, før en byggevare markedsføres og sælges på det danske marked.
  • Den sundhedsmæssige dokumentation kan bestå af enten: En dansk GDV-godkendelse, et tysk DVGW-certifikat, en hollandsk ATA-godkendelse/The KIWA Water Mark eller en svensk typegodkendelse fra enten RISE eller KIWA Sverige.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.23