23948sdkhjf

Regeringen vil forbyde tynde knitreposer

Hvis det står til regeringen, skal de tynde engangsplastikposer forbydes. Det skriver Politiken.

I regeringens plastikhandleplan fremgår det, at planen er, at de tynde plastikposer kendt som knitreposer skal forbydes. Samtidig skal det være forbudt at dele plastikposer generelt ud gratis.

Det skriver Politiken.

- Vi bruger for mange plastikposer og brænder alt for meget plastik af. Vi skal væk fra "brug-og-smid-væk-mentaliteten". 

- Det betyder, at de tynde plastikposer, dem skal vi holde op med at bruge.

- Og så skal vi tænke os langt bedre om, før vi bruger de tykke plastikposer, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Han beskriver det som "god liberal politik at passe på vores samfund, natur og miljø". Ministeren håber samtidigt på, at forslaget kan gennemføres inden for "det nærmeste års tid".

- Nu skal vi præsentere planen og drøfte den med Folketinget. Og så satser jeg på, at der vil være vild jubel og stor tilslutning til den, siger ministeren.

De tynde plastikposer, som er kendt fra eksempelvis pizzeriaer eller små butikker, bliver oftest kun brugt en gang og går let i stykker. Og tvungen betaling for almindelige plastikposer skal få danskerne til at genbruge dem mere.

Forslaget finder støtte hos Dansk Erhverv, der er erhvervsorganisationen for 14.000 virksomheder - blandt andet inden for handel.

- Vi støtter op omkring, at en pose ikke er en gratis ting. Når en pose koster noget, bliver det en vare, som forbrugere opfatter som en værdi, og det giver respekt og incitament til mere genbrug, siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, til Politiken.

Hos Danmarks Naturfredningsforening byder man tiltaget velkommen. Seniorrådgiver Sine Beuse Fauerby fortæller, at man længe har arbejdet for et forbud og tvangsbetaling.

- Det er absolut gode nyheder og noget, vi har arbejdet længe på.

- Jeg tror efterhånden, alle er blevet både chokerede og overraskede over, hvor meget plastik, der er i naturen. Der er ingen tvivl om, at der skal gøres noget. Og her er plastikposer et helt oplagt sted at gøre noget, siger hun.

De seneste år er der kommet mere og mere fokus på plastikforurening, ikke mindst i havene. 

I Australien har landets to største supermarkedskæder, Coles og Woolworths, besluttet ikke at have de tynde plastikposer.

Det har ifølge The Guardian ført til et fald generelt i forbruget på 80 procent og har sparet 1,5 milliarder poser, siden de stoppede med at føre dem i sommer.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095