23948sdkhjf

Salget på black friday ender under sidste års rekord

Det samlede salg på black friday endte på 1,94 milliarder kroner. Det er et fald på otte procent fra 2017.

Den samlede omsætning på den store handelsdag black friday endte på 1,94 milliarder kroner i år. 

Det er et fald på otte procent sammenlignet med 2017, viser tal fra betalingsselskabet Nets. 

- Det er formentlig et udtryk for, at mange butikker i år havde valgt at sprede deres slagtilbud over flere dage, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets og ansvarlig for Dankortet, i en pressemeddelelse. 

I 2017 var salget på rekordhøje 2,12 milliarder kroner, og selv om det ikke blev overgået i år, ser dagen stadig ud til at blive årets største handelsdag.

- Tidligere var det en af dagene lige op til jul, hvor vi brugte vores dankort allermest i løbet af året, men det billede har black friday lavet om på. 

- Vi skal tilbage til 2014 for at finde et år, hvor det ikke var black friday, der var årets største handelsdag, siger Jeppe Juhl-Andersen.

Langt størstedelen af forbrugernes køb var i de fysiske butikker, men en stigende del af pengene bliver brugt i netbutikker. 

I år var det omkring 17 procent af handlerne, der blev foretaget på en computer, smartphone eller tablet. Det er en stigning fra 14 procent i 2017. 

Omkring hvert tredje køb på black friday var en julegave. Det peger ifølge Dansk Erhverv i retning af, at julesalget for alvor har slået rødder i november. 

- Black friday er et stærkt koncept, der appellerer til den indre tilbudsjæger hos mange danskere. Mange danskere bruger black friday til at tage forskud på julehandlen, siger politisk konsulent Tine Marie Andersen i en pressemeddelelse. 

Fredagens forbrug på black friday placerer dagen som den femtestørste handelsdag i Danmark nogensinde. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109