23948sdkhjf

Coop-butikker kommer online

I dag begynder Coop en sammensmeltning mellem udvalgte butikker og Coop.dk MAD.

I dag begynder udrulningen af et koncept, som til en start vil koble udvalgte af de fysiske butikker i Coop sammen med online-supermarkedet Coop.dk MAD, der så dagens lys i 2016.

Det betyder, at kunderne nu kan bestille deres dagligvarer online og få deres varer hos udvalgte lokale butikker eller som i dag via Coop.dk MAD.

- Vi skal være hele Danmarks online-supermarked, og det skal vi, fordi behovet er tilstede hos forbrugerne, og fordi vi har musklerne og viljen til at sammenkoble vores onlinehandel med de mange Coop-butikker rundt om i hele landet. På den måde skaber vi en bedre og langt mere fleksibel kunderejse for vores mange kunder, siger Morten Viktor, kommerciel direktør hos Coop.dk MAD.

”Bestil & Hent” foregår på den måde, at man som kunde går ind på Coop.dk MAD, og her vælger man enten at få leveret sine varer direkte til døren fra Coop.dk MAD, eller om man vil have varerne fra sin lokale butik.

Vælger man den lokale butik, så vælger man mellem de varer, den valgte butik har, inklusive lokale specialiteter, og henter dem så på parkeringspladsen ved butikken, hvor varerne er pakket og klar til at blive taget med hjem.

Landsdækkende convenience
Udrulningen af ”Bestil & Hent” startede i sidste uge, hvor konceptet blev testet, og fra i dag bliver Kvickly Kalundborg den første butik til at åbne helt op for den nye service.

Allerede i næste uge bliver der sat strøm til Brugsforeningen for Als og Sundeved. I løbet af 2019 vil Coop-butikker fordelt over hele landet tilbyde lokalkunderne et miks af ”Bestil & Hent” og hjemmelevering.

- Vi starter i dag en service, der for alvor kan give onlinehandlen med dagligvarer sit afgørende gennembrud i Danmark. Med ”Bestil & Hent” kombinerer vi den lokale styrke i form af lokale butikker med et lokalt udvalg af varer med online-handelens convenience. Lagt sammen med Coop.dk MAD, som forbrugere allerede kender, bliver den nye service et tilvalg, der kan gøre hverdagen lidt lettere for danskere over hele landet, siger Morten Viktor.

”Bestil & Hent” vil især blive udbredt i de dele af Danmark, der ligger uden for de største byer, hvor Coop.dk MAD har time-levering.

Det betyder, at kunder i disse områder kan få deres online-varer hurtigere end i dag.

I første omgang kan man bestille inden midnat og hente varer fra næste formiddag. Senere vil bestillingstiden blive endnu kortere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152