23948sdkhjf

Strøget i Aarhus får ny, spektakulær juleudsmykning

Sirius, der er kendt for juleudsmykningen af Hotel d’Angleterre, Tivoli i København og Sallings facader, har videreudviklet på den ikoniske stjernehimmel over Strøget i Aarhus.

Den næsten en kilometer lange, funklende stjernehimmel over Strøget i Aarhus har siden 2002 været indbegrebet af jul i Smilets By.

Stjernehimlen stod imidlertid over for at skulle skiftes, og det fik Strøgets bestyrelse til at overveje, om det mon var på tide med noget helt nyt?

- Men det tør vi helt ærligt ikke. Bare da vi nævnte, at vi skulle skrotte den eksisterende belysning, eksploderede vores Facebook-side. Den stjernehimmel er ikke længere vores – det er hele byens, ja hele befolkningens. Så i stedet for at lave noget andet end stjernehimlen, tænkte vi: Hvordan laver vi den endnu mere spektakulær end før? fortæller Lars Svendsen, der er formand for Gadeforeningen Strøget Aarhus.

Bag den nye juleudsmykning står dekorationslys-firmaet Sirius, der er kendt for juleudsmykningen af bl.a. Hotel d’Angleterre, Tivoli i København og Sallings facader i både Aarhus og Aalborg.

Hvor lyskæderne tidligere hang over hovederne på de handlende med et mellemrum på 10 centimeter mellem hver, bliver mellemrummet nu kun seks centimeter, så der bliver plads til ekstra 150.000 lys. Sammenlagt giver det ca. 700.000 lysende stjerner i vintermørket.

Som noget nyt er der også mange flere af stjernerne, der glimter. Hvor der tidligere var 6.000 blinkende stjerner, bliver tallet nu ca. 110.000 blinkende stjerner.

Over Strøget vil der som noget nyt svæve ca. 300 lysende snebolde på op til en meter i diameter.

En fem meter høj lysende iglo får også plads på broen over Aarhus Å, kaldet Sankt Clemens Torv. En nyhed er også, at broen bliver pakket fuldstændig ind i lys. Det mindre Sankt Knuds Torv får også sit eget lysdesign.

- Det er en topløsning, Strøget i Aarhus har valgt. Man finder ikke noget, der minder om det nogen steder i Danmark, og lysdekorationen vil være blandt de største og mest imponerende i Europa med sine over 700.000 LED-pærer fordelt på knap en kilometer - en unik oplevelse, siger CEO Stig Gerlach fra Sirius.

Lysdioderne er de nyeste og mindst energikrævende LED-pærer, mærket Green Energy.

Strøgets butikker betaler
Prisen for det nye lysdesign er 2,5 mio. kr. Samtidig koster det en halv mio. at montere og pille ned igen.

Det tager otte elektrikere to til tre uger at sætte kæderne op og otte-ti dage at tage det hele ned igen.

Det er de i alt ca. 120 medlemmer af Gadeforeningen Strøget Aarhus, der finansierer juleudsmykningen gennem deres kontingent – en slags julegave til århusianerne og byens gæster, om man vil.

Idéen om, at Aarhus skulle have sin egen stjernehimmel, opstod tilbage i 2002, fordi to gadeforeninger – for henholdsvis Søndergade og Ryesgade – var blevet lagt sammen til én og ville markere det med fælles, sammenhængende juleudsmykning.

Siden har stjernehimlen, der er blevet fornyet med seks-syv års mellemrum, været en fast bestanddel af bylivet i Aarhus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103