23948sdkhjf

Telenor sparer sig til større overskud i Danmark

Telenors danske forretning har skåret ned på udgifterne det seneste år, hvilket sender overskuddet op.

Telenor tjener flere penge på sin danske forretning, hvor teleselskabet hiver flere penge ud af kunderne og samtidig har skåret ned på sin stab. 

Selskabet har i tredje kvartal øget omsætningen med to procent til lidt over en milliard kroner. 

Samtidig er driftsoverskuddet før afskrivninger steget med 22 procent. Det lyder nu på 239 millioner kroner.

- Ved at simplificere og digitalisere vores produkter, services og interne processer har vi udviklet os til at være en langt sundere forretning, siger Telenors danske direktør, Jesper Hansen, i en kommentar til regnskabet.

- Vi er blevet mere effektive. 

Telenor fremhæver selv, at det gennem det seneste år har været i stand til at tjene flere penge på kunderne. 

I gennemsnit betaler en Telenor-kunder nu 121 kroner om måneden for sit abonnement. Det er en stigning fra 115 kroner for et år siden.

Til gengæld har Telenor tabt 28.000 mobilkunder gennem tredje kvartal. 

Det skal ses, i lyset af at teleselskabet sidste år tabte en stor offentlig kontrakt til TDC. Kunderne på den kontrakt er nu ved at blive flyttet over til konkurrenten. 

Derudover har Telenor mistet 8000 kunder på henholdsvis fastnet og bredbånd. 

Direktør Jesper Hansen fortæller i forbindelse med regnskabet, at der fortsat er muligheder for at skære til.

- Vi har stadig et uudnyttet potentiale, da vi har dele af forretningen, der fortsat kan simplificeres, og vi kan altid blive bedre til at levere på vores kunders behov, siger han. 

Telenor har lidt over 1,9 millioner kunder i Danmark fordelt på mobil, fastnet, bredbånd og tv. Det ejer også teleselskabet CBB og tv-selskabet Canal Digital. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.75