Sjællandsk bryghus lancerer øl-snaps
Er også snart klar med nyt tappeanlæg, der kan tredoble ølproduktionen
- Det er i grunden en gammel skik at brygge snaps lavet af gæret øl. Den gamle skik har vi genoplivet her på Næstved Bryghus, hvor vi har brygget en mørk og kraftig øl, som vi har sendt til en af Danmarks bedste destillatører, Anders Bilgram, der ejer Nordisk Destilleri i Fjerritslev i Nordjylland, forklarer Næstved Brygshu's direktør, Jens Steffen Hansen, til sn.dk
Efter destilleringen kom øl-snapsen så retur til Næstved, hvor den i 12 måneder har ligget i små Madeira-tønder for at få den rigtige smag, farve og aroma.
Jens Steffen Hansen oplyser til Sjællandske Medier, at der er tale om en forholdsvis lille produktion af øl-snaps, men at han til gengæld er klar til at tredoble ølproduktionen efter nytår. Bryghuset har således investeret i et nyt tappeanlæg til ølproduktion - et anlæg, som kan udvide den årlige produktion fra de nuværende 200.000 til godt 600.000 flasker næste år.