23948sdkhjf

Kødkoncern har købt et Arla-mejeri

Himmerlandskød skaffer sig plads til nye aktiviteter
Den nordjyske kødkoncern Himmerlandskød har købt Arlas lukkede smørmejeri i Rødkærsbro - et mejeri, som Arla lukkede i maj og satte til salg for 3,5 millioner kroner.

Underdirektør Christoffer Andersen hos Himmerlandskød bekræfter købet, men ønsker endnu ikke at gå i detaljer med, hvad virksomheden vil bruge bygningerne i Rødkærsbro til.

- Det bliver nok noget med forædling og biprodukter. Der er forskellige muligheder, men der går lige noget tid, inden vi kan sige, hvad vi vil. Under alle omstændigheder holder vi os til vores egen branche - vi skal ikke til at lave ost eller smør, siger Christoffer Andersen til Food Supply.

- Men I ved rent faktisk godt, hvad I skal bruge bygningerne til?

- Ja, vi ved godt, hvad vi i første omgang går i gang med. Det bliver en ny gren på vores forretning. Vi får ikke brug for alle 3.600 kvadratmeter til dét, så vi påtænker flere nye aktiviteter senere, siger underdirektøren.

- Bygningerne er velholdte og lige til at flytte ind i. Vi skal bare have gjort facaden pæn og så have renoveret cirka 200 kvadratmeter af det gamle mejeri lidt. Det koster nok mellem en halv og en hel million kroner, og det projekt tager vi fat på forholdsvist hurtigt. Så kan vi indrette lokalerne i første kvartal næste år og komme i gang med produktionen, tilføjer han.

Kølefunktion
Christoffer Andersen oplyser, at der i alt er tale om cirka 3.600 kvadratmeter bygninger, hvoraf de 2.500 er med kølefunktion. Den præcise pris, som Himmerlandskød har måttet betale Arla, ønsker Christoffer Andersen ikke at afsløre, men han fortæller gerne, at den "selvfølgelig ligger i det lag", med henvisning til udbudsprisen på 3,5 millioner.

Himmerlandskød er resultatet af en fusion mellem de fire kødvirksomheder Hjalmar Nielsen, Nordic Beef Hadsund, Kjellerup Eksportslagteri og Himmerlandskød i Farsø. Koncernen er ejet af Christoffer Andersen, hans søster og hans far.

Sidstnævnte, Lars Andersen, etablerede Himmerlandskød i 2008. Det skete også i et tidligere Arla-mejeri, idet Lars Andersen overtog det lukkede mejeri i Farsø, hvor Himmerlandskød råder over cirka 3.000 kvadratmeter og 75 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079