Dramatisk fald i salg af cigaretter
Salget af cigaretter er faldet med helt op til 39 procent i Netto-butikker med mange unge som kunder, efter at kæden har gemt cigaretterne væk.
Siden juli har Netto skjult cigaretterne i kædens næsten 500 butikker. Nu viser opgørelser fra en række Netto-butikker, der ligger tæt på en eller flere ungdomsuddannelser, og hvor kunderne i høj grad består af unge, at salget af cigaretter typisk er faldet med mellem 12 og helt op til 39 procent.
Gennemsnitligt fald på ni procent
Eksempelvis er salget faldet med 20 procent i Netto ved Hellerup Station i det nordlige København. Her ligger blandt andet to gymnasier i nærheden. I Storcenter Nord i Aarhus, hvor der også ligger flere ungdomsuddannelser og et universitet i området, er salg af cigaretter faldet endnu mere, nemlig med 27 procent. Det største fald er i Solrød syd for København med et fald på 39 procent. Her ligger både et gymnasium og en produktionsskole i nærheden. Det er et markant større fald end de godt ni procent, der er det gennemsnitlige fald for alle Netto-butikker, efter cigaretterne blev skjult.
- Vi har en ambition om at medvirke til, at færre unge begynder at ryge, og det er derfor, vi har gemt cigaretterne væk. Udover, at salget af cigaretter er faldet helt generelt, viser tallene, at tendensen er endnu tydeligere og endnu mere markant i de Netto-butikker, som mange unge besøger. Det er meget glædeligt og viser, at tiltaget har en mærkbar og positiv effekt, siger Brian Seemann, landedirektør i Netto.
Han pointerer, at opgørelserne stemmer overens med oplevelsen fra Nettos kassemedarbejdere, der fortæller, at de møder færre unge, som vil købe cigaretter. Fælles for alle de undersøgte områder er også, at der er et udbud af andre supermarkeder og kiosker i området, hvor der kan købes tobaksvarer, og hvor cigaretterne ikke er skjult som i Netto.
Kræftens Bekæmpelse: Det virker – også i Danmark
Baggrunden for Salling Groups beslutning om at skjule tobakken er en række anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lægeforeningen til at bekæmpe rygning og forhindre nye generationer af rygere i at opstå. Blandt dem er en anbefaling til detailhandlen om at skjule tobakken.
En international forskningsrapport viser, at personer, der er mere udsat for markedsføring af cigaretter, har 1,6 gange højere chance for at have prøvet at ryge end dem, der ikke har været så eksponeret for markedsføringen.
- Dagens tal fra Netto og Salling Group er en fantastisk positiv nyhed. Tallene viser tydeligt, at færre børn og unge køber tobak, når tobak gemmes væk i danske butikker. Det passer fint med erfaringer fra blandt andet Norge og England, som i en årrække har brugt metoden. Jeg kan kun opfordre alle andre supermarkedskæder, kiosker og tankstationer til at følge efter. De bør hurtigst muligt gøre alvor af snakken og se at få gemt cigaretterne væk, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.
Bilka, Føtex og Salling er klar
Fra i dag, mandag d. 1. oktober, følger Salling Group op ved også at have gjort cigaretterne usynlige i gruppens øvrige varehuse, Føtex, Bilka og Salling. Dermed er Salling Group den første dagligvaregruppe i Danmark, der skjuler cigaretterne i alle supermarkeder, kiosker og varehuse.
- Normalt vil vi gerne sælge mere. Men når vi kan se, at vi sælger færre cigaretter, særligt til unge, glæder det mig. Nu har vi bevist, at det ikke er svært at komme frem mod målet, og hvordan blot det at gemme cigaretterne væk kan have en endda meget stor effekt, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.
Risiko for at de unge køber hos naboen
Tallene fra Salling Group og Netto tyder også på, at det er vigtigt, at alle salgssteder gemmer cigaretterne væk, hvis unges rygning skal begrænses. Salling Group har nemlig også set på salget i gruppens føtex-varehuse, der endnu ikke havde fået installeret afskærmning af cigaretterne, og som ligger tæt på Netto-butikker og ungdomsuddannelser. Her viser tallene, at salget af cigaretter flere steder er steget. For eksempel er salget af cigaretter i føtex Storcenter Nord i Aarhus steget med op mod 5 procent, hvor Netto-butikken få hundrede meter væk i samme periode har haft et markant fald i salget.
- Det er nok ikke så overraskende og er et godt tegn på, at skal det her batte noget – og ikke bare hos os – så skal hele branchen nu til at gemme cigaretterne væk. Også kiosker og tankstationer. Ellers sender vi bare de unge videre, og så har vi jo ikke nået den fælles ambition på tværs af mange dagligvarekæder, nemlig at vi skal have en røgfri generation i 2030, uddyber Per Bank fra Salling Group.
Kræver handling og ny lov
- Vi skal have alle butikker til at gemme cigaretterne væk, så børn og unge ikke lokkes til et impulskøb. Nettos tal viser, at det virker, og derfor bør politikerne også tage deres del af ansvaret og vedtage en lov, så børn og unge ikke blot køber smøger det næste sted, hvor de ser dem, siger Niels Them Kjær, Kræftens Bekæmpelse.
Meget tyder på, at de unge er enige i, at det nytter noget at gøre tobakken usynlig, som Salling Group fra på mandag gør i alle gruppen supermarkeder og varehuse. I en nylig rapport fra Røgfri Fremtid, ”Ungeundersøgelse 2017”, svarer de unge rygere mellem 14 og 19 år, at det at gøre cigaretterne usynlige i butikkerne er det bedste forslag til at undgå rygning blandt børn og unge.