23948sdkhjf

Dansk elcykel slår crowdfunding-rekord

Søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton har rejst 10 millioner dollars via crowdfunding-platformen Indiegogo

Flotte anmeldelser af det danske selskab Mate.Bikes seneste model Mate X har på det nærmeste fået salget til at eksplodere via crowdfunding-platformen Indiegogo, og salget har netop rundet 10 mio. dollars. Det oplyser Mate.Bike i en pressemeddelelse.

- Det er helt surrealistisk at tænke på - lige nu kan jeg bedst beskrive tilstanden derude som MateMania, hvor vi får henvendelser fra alt fra celebrities til kæmpe virksomheder, der vil samarbejde. Mest af alt er vi dog glade for alle de positive anmeldelser, vi får af både forbrugere og medier derude - særligt de tilbagevendende kunder, der købte den første Mate og nu også køber den nye Mate X. Det er enormt bekræftende og gør tidligere kritik til skamme, lyder det fra Julie Kronstrøm Carton.

Ifølge de to stiftere gik salget allerede godt på grund af hypen fra deres oprindelige elcykel Mate, der blev lanceret for to år siden i 2016 på Indiegogo, og som formåede at indsamle i alt 6,8 mio. dollars.

Men modsat 2016 tog tingene et kæmpe skridt frem, da man gik i gang med en større PR-indsats målrettet internationale forbruger- og nyhedsmedier, hvilket den 14. september resulterede i salg for 1,25 mio. dollars i løbet af 24 timer. Onsdag den 19. september rundede man 10 mio. dollars, og dermed har Christian og Julie allerede nu slået den officielle europarekord i crowdfunding, lyder det fra Indiegogo:

- Den nye kampagne for Mate X er allerede Indiegogos næststørste kampagne nogensinde og den mest indsamlende kampagne i Europa, udtaler CEO for Indiegogo, David Mandelbrot.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203