23948sdkhjf

Volkswagen stopper Beetle-produktion næste år

En af landevejenes ikoniske bilmodeller - Volkswagens Beetle - bliver ikke produceret efter næste år.

2019 bliver sidste år med produktion af den ikoniske bil Volkswagen Beetle - på dansk kendt som "billen". Det oplyser Volkswagen torsdag. Før produktionen stopper, vil der komme to sidste udgaver af modellen.

Beetle'n, der er efterfølgeren til den hedengangne folkevognsboble, bliver kvast, fordi Volkswagen vil fokusere på elektriske biler og større biler rettet til familier. Det oplyser Hinrich Woebcken, der er chef for Volkswagens amerikanske afdeling.

- Tabet af Beetle'n efter tre generationer og syv årtier vil frembringe mange følelser fra dens mange dedikerede fans, siger Woebcken.

Det er dog ikke udelukket, at Beetle'n kan genopstå.

- Man skal aldrig sige aldrig, siger Woebcken i en udtalelse.

De sidste to modeller bliver en coupé og en cabriolet. De kommer til at koste fra 147.000 kroner og opefter, alt efter hvilken udgave og hvilket ekstraudstyr man ønsker.

Billens rødder går tilbage til Nazitysklands tid, hvor Ferdinand Porsche stod for den første udgave med støtte fra Adolf Hitler.

Modellen blev produceret første gang i 1930'erne, men slog først rigtig igennem efter Anden Verdenskrig, da fokus på civile køretøjer igen kom i fokus.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073