23948sdkhjf

Ny tendens: Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge

Nye deleportaler har set dagens lys, bryllupsforretninger udlejer kjoler og apoteker udlejer brystpumper. Deleøkonomien er på vej frem.

Står man og mangler en boremaskine, en hækkeklipper eller en stak flyttekasser, så kan man nemt spare penge ved at låne i stedet for at købe. 

Biblioteker, virksomheder og privatpersoner over hele landet er nemlig efterhånden begyndt at låne mange ting ud gratis. 

For eksempel kan man på Odense Bibliotekerne låne alt fra fiskegrej og udklædningstøj til strikkepinde, kufferter og træningsudstyr. 

I de fleste byggemarkeder kan du låne eller leje værktøj, maskiner og trailere, og på låneportaler på nettet udlåner privatpersoner alt fra brætspil til tagbokse. 

Og hvis det, du mangler, ikke kan lånes, kan det måske lejes. 

For eksempel tilbyder flere apoteker, at nybagte mødre kan leje brystpumper, mens mange forretninger, som sælger brudekjoler, tilbyder, at man kan leje en kjole, eftersom den (forhåbentlig) kun skal bruges én gang. 

Trine Baadsgaard, der er forfatter til bogen "Et år uden overforbrug", praktiserer selv at låne ting af veninder, folk på vejen eller gennem Facebook-grupper. 

- Det er typisk ting, jeg kun bruger én gang om året. En ismaskine, en rullepølsepresser eller en hækkeklipper, som jeg ikke gider at købe og have til at stå og fylde, siger hun. 

Til gengæld har hun selv investeret i et sæt service med glas og tallerkner til 30 personer, som hun tilbyder at låne ud til andre. 

- Det er tit nemmere at låne, hvis man også selv stiller noget til rådighed, siger hun. 

Tal fra Danmarks Statistik fra 2017 viser, at én ud af fem danskere deltager i deleøkonomiske aktiviteter, og særligt de unge låner, lejer og bytter. 

I Danmark er det dog primært store ting som biler, boliger og både, som vi deler med hinanden, fortæller Claus Skytte, der er forfatter til flere bøger om deleøkonomi.

- Det er på de store ting, at man kan spare mest ved at låne, og når vi skal dele ting med hinanden, betyder det meget for os, om det kan betale sig økonomisk, siger han. 

Ifølge Claus Skytte har der dog altid været en stor delekultur i Danmark, hvor vi har lånt en trailer af naboen eller tre æg af underboen.

- Og i dag har internettet og de sociale medier givet os mange flere naboer, så vi nu kan se ud over hele byen og hele landet, om der er noget, vi kan låne, siger han. 

For eksempel kan man på hjemmesiden deleportalen.dk få overblik over, hvad man kan låne eller leje. 

Ulempen ved at låne frem for at købe er, at man skal bruge tid på at koordinere, hente og aflevere tingene. 

- Står man og mangler en ting lige nu og her, er det selvfølgelig en ulempe, at man ikke kan gå ud i skuret eller op på loftet og hente den. Det behov skal man kunne udsætte, siger Trine Baadsgaard og fortsætter: 

- Eller også skal man kunne planlægge, hvornår man skal bruge tingen, så man har god tid til at få den lånt, siger hun. 

En anden ulempe kan være, at man risikerer at låne for eksempel tøj eller service, som er beskidt eller uhygiejnisk. 

- Der må man sætte sine egne grænser og tænke over, hvad man vil låne og ikke låne, siger Trine Baadsgaard. 

Endelig er der naturligvis en risiko for, at ting, som man har lånt eller lånt ud, går i stykker. Så hvis der er tale om en værdifuld ting, kan det være en fordel at låne af en person, man kender, så man nemmere kan løse en eventuel tvist. 

Til en start kan det være en god idé at låne noget, der ikke er for dyrt eller skrøbeligt og ikke kræver en særlig hygiejne, siger Trine Baadsgaard.

- På den måde kan man forhåbentlig få en god oplevelse og få smag for at låne endnu mere, siger hun. 

Kilder: Trine Baadsgaard, Claus Skytte. 

/ritzau fokus/ 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109