23948sdkhjf

Lattergas i kiosker: Så let kan unge købe patronerne

Tidligere kunne lattergaspatroner kun købes i køkkenbutikker eller via internettet. Men nu er helt almindelige kiosker også begyndt at sælge dem.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital går nu ud og advarer om en stor stigning i misbrug af lattergas - et misbrug der i værste fald kan føre til kroniske nerveskader.

Mange har nok også lagt mærke til, at det flyder med de brugte patroner på gader og stræder, men hvor nemt er det egentligt for unge at købe lattergassen?

Det har TV 2 Lorry sat sig for at undersøge, så derfor har redaktionen fået en 16-årig gymnasieelev og en 12-årig skoleelev til at køre rundt til kiosker i Københavnsområdet for at købe lattergaspatroner - iført en skjult mikrofon så købene er dokumenterede.

- Hej! Kan jeg købe nogle lattergaspatroner og nogle balloner?

- Ja, hvor mange pakker skal du bruge?

- Bare en enkelt pakke, tak.

Allerede ved første kiosk på Frederiksberg er der gevinst for den 16-årige gymnasieelev.

Og også i næste kiosk i Valby kan han uden problemer købe både patroner og balloner, som bruges til at inhalere gassen med.

Herefter går turen til Nørrebro, hvor han ligeledes køber lattergas flere steder.

På tre timer får gymnasieeleven købt lattergaspatroner i ialt ni kiosker på Frederiksberg, Amager og Nørrebro samt i Valby og i Gentofte. Prisen er cirka 50 kroner for ti patroner.

Den 12-årige skoleelev har til gengæld ikke heldet med sig.

Hun får enten at vide, at der er udsolgt, eller at kiosken ikke ønsker at sælge til hende.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er det ikke ulovligt at købe og sælge lattergaspatroner, medmindre man er klar over, at det skal bruges som rusmiddel.

Tidligere kunne man kun købe lattergas i køkkenbutikker eller via nettet.

Men på det seneste er mange helt almindelige kiosker begyndt at sælge dem.

Ingen af ejerne af de kiosker, som de to unge var forbi, har lyst til at stille op til et kamerainterview, men ifølge flere af dem kan de ikke sige nej til at sælge et eftertragtet produkt, hvis deres forretning skal overleve.

- Vi kan ikke tage ansvar for, at folk bruger lattergassen til misbrug. Vi vil bare tjene penge på det. Det er det, det handler om her i forretningen, siger en kioskejer på Nørrebro til TV 2 Lorry, da han bliver spurgt om, hvorfor han sælger patronerne til en 16-årig dreng.

Flere af kioskejerne siger desuden, at de er begyndt at sælge lattergas, fordi en grossist har været forbi kiosken og anbefalet det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078