23948sdkhjf

Minister: Regler må ikke stå i vejen for unges fritidsjob

Det er fornuftigt, at unge har et fritidsjob, siger beskæftigelsesminister, som vil lytte til kritik fra Coop.

Det er sundt for unge under 15 år at have et fritidsjob, lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Han er klar til at se på, om Arbejdstilsynets håndhævelse af reglerne for denne målgruppe er blevet for striks, sådan som detailkæden Coop hævder.

- Det er en melding, som jeg er rigtig ked af, og som jeg heller ikke håber står til troende, siger Troels Lund Poulsen.

Arbejdsmiljøchef Thomas Hermann oplyser, at Coop fremover vil fraråde, at kæder som SuperBrugsen og Kvickly ansætter skolesøgende unge i fritidsjob.

- Vi oplever et øget fokus fra Arbejdstilsynet på den her målgruppe. Vi har set bøder så store, at de vækker genklang i hele organisationen. 

- Derfor er vi nødt til at rådgive butikkerne til at være på sikker grund, siger Thomas Hermann.

Reglerne betyder ifølge arbejdsmiljøchefen, at det er meget svært at have de unge på lønningslisten uden at komme i konflikt med arbejdsmiljøregler.

Et strakspåbud blev ifølge arbejdsmiljøchefen udløst af, at en ung under en rengøringsopgave befandt sig i nærheden af en maskindel, der lå på gulvet.

Der var tale om en del af en kødhakker. Maskindelen var ikke i funktion, men dens blotte tilstedeværelse betød, at arbejdsmiljøreglerne angiveligt var brudt.

Spørgsmål: Går Arbejdstilsynet i for små sko, Troels Lund Poulsen?

- Det håber jeg ikke. Men hvis det skyldes, at Arbejdstilsynet er gået i for små sko, så er jeg klar til at lave en bedre vejledning, som følger op på den bekendtgørelse, der foreligger.

Ministeren forklarer, at han for et års tid siden netop lempede på reglerne med den ambition, at det skulle være lettere for unge at få et fritidsjob.

- Det er rigtig fornuftigt at have et fritidsjob nogle timer om ugen. Dels for at finde ud af, hvordan man tjener nogle lommepenge. Dels for at stifte bekendtskab med det arbejdende fællesskab, det danske arbejdsmarked.

- Man kan sagtens både have et arbejde og passe sin skole, siger Troels Lund Poulsen.

Mette With Hagensen, der er formand for organisationen Skole og Forældre, mener, at det som udgangspunkt er godt for 13-15 årige at have et fritidsjob.

- Det er noget, der lærer de unge om ansvar og forpligtelser. Men det skal ikke være for enhver pris. Der skal også være nogle regler, som beskytter de unge, siger hun.

Cirka 40.300 unge mellem 13 og 15 år har ifølge Danmarks Statistik et fritidsjob.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125